onsdag den 30. januar 2013

Overblikket over mine planter

Ja, nu har jeg taget mig sammen og lavet det længe lovede nedslag om min (meget anderledes) måde at registrere planter, have overblik og have styr på hvad der er i haverne.

Det er meget visuelt, og i modsætning til andre database-agtige systemer - kræver det ikke på nogen måde at du er ekspert i EXCEL eller sådan noget.

Lad mig starte med vise dig min plan over haven i Sverige:



Sådan ser haveplanen ud lige præsis idag. Inklusive nogen ideer og planer for sommeren 2013, idet jeg jo vil begynde at bruge et hidtil ubenyttet område syd-øst for huset. Det har jeg skrevet et nedslag om, og du kan se at der er sket lidt og kommet mere til;-)

det hele er lavet i et grafikprogram der hedder CorelDraw - det er vektorbaseret så det kan skalere, altså forstørre, uden at det ser dumt ud.

De 2 største bede er henholdsvis Hvalen og Ormen, lad os forstørre Hvalen:



Her er de fleste planter markeret - men uden navne - det vil blive for gnidret, men det hele har jeg på en anden fane i programmet - så ser Hvalens hale sådan ud: 


Pludselig er der mere styr på det hele. For fremtidige planteringer vil jeg også notere planteringsår. 

De grønne striber er en masse frø jeg har sået. til dette er der et andet faneblad. Lad mig istedet vise et foto af hvordan det så ud sidst i maj måned 2011 - fint og nyt:



Det er en masse liljer og andet sjovt der nu har fået et fint nummer.

Håber dette giver dig en idé om hvordan jeg gør - jeg bruger som sagt CorelDraw, men tror alle vektorbaserede grafik programmer kan anvendes, sikkert også det gratis GIMP.


lørdag den 26. januar 2013

Sløjfer + ekstra lilje

Sikken en masse lyserøde sløjfer, tænkte jeg.
Jeg måtte lige ud på nettet for at finde ud af hvad den nøjagtigt står for.

Det er Evelyn H. Lauder der satte fokus på brystkræft, denne lyserøde sløjfe valgte hun som symbol. Hun døde selv for nogle år siden - dog af en anden kræftform.

Men vi mænd vil da også være med! Så jeg tillader mig at kombinere den lyserøde sløjfe med det gule LIVESTRONG armbånd, der markerer kamp mod alle former for kræft.



Og så må jeg selvfølgelig finde en blomst - jeg har ikke mange der er hverken gule eller lyserød -og begge dele- betydeligt færre!  

Der måtte ledes lidt, men mon ikke denne Iris faktisk har sådan lidt af begge dele?



Det er jo en Iris ensata, jeg har ikke det nøjagtige navn her - er på arbejde, så må lige hjem først;-)
Opdateret kl 19 - det er Iris ensata 'Rakka No Utage' - i varmere år fremstår den lidt mere farverig.

Og så fandt jeg lige en ekstra blomst, en lilje:



Sået i 2010 og blomstrende i 2012, den var angivet som henryi hybrid, og det er det jo ikke - måske et Longiflorum Oriental kryds? - men farverne er vel de rigtige, med det gule støvfang.


torsdag den 24. januar 2013

Med sol og is

Her er lige et hurtigt mini-nedslag. Der var dejlig sol idag, og vinden havde lagt sig, så selvom det var koldt -4C, så var det dejligt derude - Jeg skal senere til en lille Barolo-smagning i København så jeg tog cyklen langs Strandvejen derind af og tog lidt billeder på vejen.
Is udfor kysten - billedet er taget fra toppen af Frederik 7`s Grotte i Skodsborg.
Fra Staunings-plads ind mod København - Tallerken is.
Senere nåede jeg til Peblingesøen på Østerbro, man er ved at fylde op midt i søen, så man kan lave en midlertidig nedkørsel til den nye Metro.
Ja, også i København kan solen se ok ud - når den går ned:-)
Husk af klikke på billederne, så bliver de større!


mandag den 21. januar 2013

Planer i kulden

Nu, mens det blæser og er djævelsk koldt, det er nu, jeg laver planer.
Med godt humør og en Barolo i glasset går det strygende - prøv lige at se her:



Nå ja, det kræver måske lidt forklaring:

Det er ved sydvest siden af mit hus i Sverige, der er skov nu - store mørke grantræer, ja netop rødgran -Picea abies- de er så gamle at de er ved at dø. Det er de mørke der er markeret med hvidt center. De lyse er enorme birke -Betula et eller andet og de mørkeste er skovfyr -Pinus sylvestris.
Jeg har kun tegnet træer ind der er over 25 meter høje.
Jeg prøver lige at planlægge for mange år frem. 
Og har nu idag lavet denne lille tegning og sidder så og får ideer.
Og tegner dem ind:

  1. Nyt afløb fra branddammen 
  2. udgravning til nedsivning, der fyldes med tørv 4x12 meter
  3. anlæg af Rhododendron bed - en banan på vel en 100 meter
  4. 3 Kalmia bede der hvor der er mest sol.
Meget kommer jo an på hvordan grantræerne har tænkt sig at ende deres dage, vil de vælte, eller bare dø på roden, jeg håber og tror det sidste - "torrgran" kalder de dem. 
Og hvad skal jeg plante som erstatning - ren skovfyr? måske Tsuga?

Sådan noget her er godt - man bliver i endnu bedre humør.

Vil du være med? - kom gerne med gode ideer :o) 

torsdag den 17. januar 2013

1 års blog jubilæum

Normalt er der slet ikke billeder af mig selv med på mine nedslag, men når min blog sådan har 1 års jubilæum, så pyt da - For det er godt nok gået hurtigt det år, fra jeg lidt famlende forfattede det første "Grønne nedslag", er det blevet til 135 mere eller mindre vellykkede skriverier. 
Jeg vil bruge dette nedslag på at se lidt tilbage. Og et andet nedslag, senere denne måned, til at få set fremad.
Jeg skulle lede for at finde et billede med mig selv, og så er det ikke engang i min egen have, men hos Turid, engang i eftersommeren - hvor hun leger med mit kamera, mens jeg efter anvisning, saver lidt i blommetræet.

Nå, lad os hellere hygge med lidt statistik:
UHA - tallene taler vist for sig selv, de er fra kl 18 idag. Og nej, jeg havde ikke troet på en sådan eksplosiv udvikling. Slet slet ikke, jeg kan huske hvor benovet jeg blev, da bloggen rundede de 1000 sidebesøg efter 2 måneder. Det sker nu på ja, vel sådan en 3-4 dage. 
Jeg tror jeg når 400 sidebesøg senere i aften, og vil opdatere senere.

Opdatering kl 23:

Ja hvad skal man sige? - det er for vildt, rekord tænker jeg.... men også at det ikke skal være en slags konkurrence, hverken for mig selv eller andre - jeg overvejer faktisk at fjerne tælleren fra bloggen? 

I den første tid kom besøgene næsten alle gennem haveblogs.dk, besøgene herfra har holdt sig rimeligt konstant, mens de øvrige besøg er skudt i vejret, haveblogs.dk udgør nu en 10-20% og er højest i forbindelse med, at jeg udkommer med et nedslag, og den korte tid man ligger på listen. 
Mange besøg kommer nu fra folks egne bloglister, en del kommer fra den norske blogliste og så er der Google - incl Google+ som er begyndt at give besøg og søgemaskinen, som nok står for en 40-50% af alle besøg her. Især bliver der søgt efter billeder af forskellige blomster - og jeg har vist en del mærkværdigheder, må jeg jo nok erkende. 
Det er dog de mærkeligste søgeord der leder herhen - idag har der bla været:
  • flotte og sjældne planter i flotte farver (så blir man da lidt stolt)
  • norske blomster  (de er da vist kommet til det forkerte land)
  • staudefeen  (der er vist en mere direkte vej dertil)
Mest er der søgt på "John Lykkegård" og "Kushi Maya" - 
Så lad mig i den anledning vise liljen Kushi Maya - det ville John da nok også have sat pris på.
Ja, Kushi Maya med 2 svirrefluer - kan du få øje på dem begge? 

Opdatering kl 23 - der er 2 tydelige + en der gemmer sig, og så i tilgift en almindelig flue, så ialt 4 fluer - tak til alle der ihærdigt ledte - Lisbeth  :-)

Nedslaget om denne dejlige lilje er samtidig mit mest besøgte, totalt, med idag, oppe på 579 besøg - rækkefølgen fremgår iøvrigt af listen her til højre.

Og kommentarerne. Ja, de er også blevet flere - både de hyggelige hilsner og også egentlige erfaringsudvekslinger - Begge dele er meget velkomment.

Og yes, så er jeg ved at starte en nordisk blogliste, du kan se den (rimeligt fungerende BETA) her

Som sagt, et senere nedslag vil handle om fremtiden, lad mig blot her sige tak for et forrygende år :-)

tirsdag den 15. januar 2013

Echinacea - nu kommer de nye solhatte vel?

Mode har det jo med at skifte - det ligger ligesom lidt i ordet. 
Og en ny trend fejer indimellem det gamle væk. 
Det er ved at ske for purpur solhat - Echinacea x.

Trenden de sidste par år har jo været det svulstige, fyldte, næsten vulgære, med masser af kronblade strittende ud overalt i den ellers så smukke frøstand.

Væk med det - duede ikke. 
Og velkommen til noget nyt, noget enkelt, mere oprindeligt og alligevel totalt nyt:
Dette er "Orange Spider" Og det særlige er selvfølgelig de rørformede kronblade, en egenskab man har hentet fra en anden Echinacea art. 
Billedet har jeg nappet fra nettet, mine har ikke blomstret endnu. 
det er Marco van Noort der har udviklet denne serie med eneret for Gootjes-AllPlant bv - der er også en gul og en pink. 

Vore amerikanske venner hos TerraNova kan jo godt se hvilken vej vinden blæser, så de har myldret rundt i udviklingen og fundet et par der skulle matche hollænderne. Og ja, deres "Ferris Wheel" virker som et godt første bud .
Det bliver spændende at se hvem der er vågne i den danske branche. Sidste år kunne man få de nye europæiske mange steder syd for os - hvorlænge vil folk herhjemme sidde på deres hænder? 

onsdag den 9. januar 2013

Helleborus orientalis og en lille nordisk blognyhed

det har været umanerlig trist vejr idag, og lyset har været så ringe at jeg dårligt har kunnet tage billeder. 
Så selvom humøret stiger et par grader, ved synet af denne glade blomst, må jeg hellere fortælle, at dette altså skulle være en julerose, Helleborus orientalis:
Billedet er taget på 1/5 sekunder så billed-stabiliseringen har forsøgt så godt den kunne, og her med:
Gad vide hvordan den vil klare frosten de næste par måneder?

Og så en lille nyhed:

Jeg er ved at forsøge at lave en nordisk blogliste, hvor de 3 store nordiske lande indgår på lige fod. 
Hele teksten her linker direkte til en skrabet BETA-version af den.

Jeg havde egentlig først tænkt mig bare at lave den til mig selv, men har fået det indtryk at andre måske også ville være interesserede?

Lad mig høre din mening!

mandag den 7. januar 2013

Weekendens debutanter

Nu er der flere og flere planter der stikker hovedet op - nogen gør det diskret, andre temmelig iøjnefaldende.
Her er det den fine Sankthansurt (Hylotelephium telephium).
Vandet perler på de kønne bladknopper.

Tidligere klippede jeg altid sidste års visne skud ned. Men sidste år lod jeg dem stå, til at de kom af sig selv, de begyndte at hælde, og jeg kunne ligesom dreje dem af. Det var en god ide, jeg undgår at få de der evige små stubbe, du kan se nogle gamle af på billedet.

Og så min ven - denne Iris, den er nu blevet sådan en 3cm høj.
Iris rosenbachiana er også kendt for at være nærmest ligeglad med temperaturen omkring sig. 
Jeg tror faktisk ikke, at der er kommet noget op, der ikke vil kunne klare et vejromslag. 

Som det de har lovet.

torsdag den 3. januar 2013

Forårsfornemmelser

Ja, 9 grader og sol, plus en frisk vind til at ruske lidt op i det hele. 
Hvad forlanger vi mere på en 3 januar?

Nej vel? Så jeg fik lavet en masse i haven, og selvfølgelig tjekket om planterne også har fået forårs fornemmelser.
En Sedum set nedefra, også den får lov at stå, indtil den er i vejen for sine egne nye skud.

Og her er en Itoh hybrid pæon, altså et kryds mellem en alm pæon (P. lactiflora) og en træpæon (P. suffruticosa).

Og med en provokerende ny knop en 10cm oppe viser dette flotte livskraftige "gadekryds", at den heller ikke rigtig ved hvad den er. 
Jeg regner kun med at denne knop har en chance hvis vinteren bliver meget meget mild, men ellers ja, så skyder den bare nedefra - ligesom en almindelig ordinær pæon.







Og så er der det, der at begyndt at spire.
Her er det den flotte blå franske anemone (A. coronaria) der er ved at skulle til at folde sig ud. 
Ellers bemærker jeg mest de tidlige Iris -reticulata typer- og min ven Dorothealiljen -Leucojum vernum. 
Ja, der er meget at se frem til.



tirsdag den 1. januar 2013

Lidt havesnak nytårsaften

Snakken går jo sådan en nytårsaften, og i godt selskab, kommer man let til også at snakke have. 
Min borddame fortalte malende om de store problemer hun havde med vand i sin have, lyder det ikke bekendt?
Jeg har jo selv godt med vand i haven - nogen steder. 
Men da jeg hørte, hvad min charmerende borddame så havde haft plantet der i sin have, røg det ud af munden på mig: "Purpur Solhatte, men sådan en prærieplante, der må du da forvente at de rådner og går til, når du planter dem der, i den sump."

"Men hvad har du selv?" Jeg fortalte jo gerne om mine Ensata Iris, og mine tanker om at få åkander.

"Lyder ellers godt med åkander - hvor får man dem? - dem har jeg aldrig set i Alderhvile".

Jeg måtte blive svar skyldig, har ikke rigtigt tjekket det - jeg er ikke stødt på en eneste dansk planteskole, der rigtig har godt med vandplanter og sumpplanter i sortimentet. 
Nej, de er vist alle medlem af "planteskoleringen" og fører det samme kedelige konforme sortiment, og masser af solhatte:-)

Så nu, mens nogen fyrer det sidste krudt af i det fjerne, ja, så sidder jeg lige her og  tjekker op på det, her ved PCeren. Nå, jeg har jeg fundet 2 - Lundhede, der kun har prissat en enkelt art. Og så er der (selvfølgelig) en fantastisk halvfærdig blogagtig ting: Palle Holm Hansen - men ikke noget sådan rigtigt organiseret salg, til gengæld lyder han bare supertjekket dejlig nørdet og har selv udviklet en blå hybrid(!) - yes, sådan! 

Måske du kender nogen? Nogen gode leverandører?

Fra min sø i Sverige kan jeg få masser af en flot flot hvid


Ved ikke hvad det er for en, sandsynligvis Nymphaea alba (ssp. candida)? synes dog at flydebladene er for små - en 10-12cm, altså noget mindre end blomsten. Så måske er det en Nymphaea tetragona?

Men køn det er den.

Hov, må da lige først tjekke om den er fredet.....

Og så iøvrigt rigtig godt nytår til alle ;-)

Nu er det vist min tur til at få mig en lille en på øjet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...