onsdag den 26. december 2018

Juletang




Det har været en jul med rigtig mange fridage. Der har været god tid til at holde fester, og til at få sovet ud.

Men jeg har også fået lavet lidt i haven.

Jeg fik en ny ladning tang kørt hjem fra Øresund

Der blæste en hård vind, nede ved strandmøllen, og der var skyllet godt med tang op.

Men vi er ikke alene dernede.
En svane har taget fast ophold midt i det hele.

Og en krage myldrer rundt omkring den.  
Det er smart! En voksen svane har vel ingen naturlige fjender, og en forvirret løsgående hund lærer nok hurtigt at det ikke var en god idé at forsøge sig her - Den prøver kun en gang. Kragen er godt beskyttet her.

Først da vi kommer tættere på rejser svanen sig op - og kragen flyver.
Knopsvanen -Cygnus olor-  er totalfredet og har en stabil bestand på omkring de 5000 par. De jeg ser om sommeren er alle ringmærkede, så mon ikke denne er kommet flyvende nordfra?

Det er en meget selvsikker fugl, efter at have kigget lidt begynder den at pudse sine fjer.
Imens blev der læsset tang op i traileren.

Da vi har fået det vi behøver og kører, har den lagt sig igen, og kragen er tilbage.

Tang er vildt godt som jordforbedring. Jeg fik et stort læs kørt på for 2 år siden, og planterne har kvitteret lige siden.
Denne bladbede er nok brændt af frosten, men den skyder nye blade op nu hvor det er lunere i vejret.

I et upåagtet hjørne af haven står også juleroser fra sidste sæson.
De er fra da supermarkedet skulle af med de sidste mere eller mindre afblomstrede, og så solgte ud med 3 for 10kr eller sådan noget. Helleborus niger er det selvfølgelig.

Håber alle har haft nogen dejlige juledage!



fredag den 21. december 2018

Solhverv 2018




Vinterens solhverv er noget af en mærkedag. Lysets genkomst betyder noget helt særligt for os havefolk.
Selvom vi har vinteren foran os, selvom dagene stadig er dunkle: Det går fremad nu!

Og det fejrer vi!

I år 2018 er vintersolhverv fredag den 21. december kl 23.23, som så også er den korteste dag i år. 

Vejret har været temmelig gråt, ligenu småregner det. Men i forgårs rev vinden hul på det grå i et kort øjeblik.

Jeg var heldig at få lidt billeder:
En Rhododendron gennemlyst af den skarpe lave sol. 

Og en blomst!

Det er en frøplante - en Knautia/Scabiose sag.


I aften bliver der god tid til at tænke over året der gik. Jeg sidder med en følelse af at det gik temmelig hurtigt, det er allerede solhverv idag! Men det mente vi vist ikke i marts måned... Men ja, da sommeren først kom igang, stak det pludselig af, vi havde en ubønhørlig og brutal sommer fra engang der i starten af maj til godt ind i august. Kun afbrudt af en enkelt front der gav lidt regn, det var omkring den 10 juni tror jeg.

Sådan et år får vi nok ikke igen, ikke lige med det første.

Om ikke andet er det vel det, vi kan tage med os: Ikke at tage noget for givet!

Festdagen idag fejrer jeg med god mad fra ovnen og masser af passende øl! En hel del forskellige IPA-typer som jeg sidder her i gråvejret og overvejer om jeg ikke lige skal kontrolsmage? Det er jo godt at vide hvad man serverer... Men jeg må hellere vente lidt. 

Vi får lige den der rhodo igen:
Den er oplyst til at være en Rhododendron 'Luscombei' der er nogen usikkerhed om hvad navnet og baggrunden er = men det er en R. thomsonii ssp thomsonii  X R. fortunei ssp fortunei, et kryds lavet af T. Luscombe i 1880.

Dette er en tid med mange gode festdage.

På denne dag idag fejrer vi solhvervet. Vi fejrer de forfædre der forstod dens betydning. Vi fejrer de pioneer der kæmpede for at få lov til at forklare den. Og vi fejrer den oplysningstid der har givet os et verdensbillede baseret på evidens og videnskablige fakta.

Jeg ønsker alle nogen glade dage og en dejlig fest!

Der linkes til de gode nordiske initiativ 'Trädgårdsfägring'

tirsdag den 11. december 2018

Utidig vintergæk i skumringen




Der er mørkt når man tager afsted og når man kommer hjem, Jeg kunne dog ikke undgå at bemærke den enlige vintergæk, som den stod der i det grønne bunddække. 
Helt umotiveret: Tidspunktet er jo helt galt, og nej, jeg har ikke sat nogen vintergæk der.

Men den er svær at komme uden om:
Billedet er som de bliver når der er for lidt lys og stativet ikke er med, men jeg er ikke i tvivl:
Det ligner en vintergæk -Galanthus nivalis-.

Jeg mindes ikke at have set dem på denne årstid før?

Er det totalt sent eller vildt tidligt?

Andre forårsløg ser ud til at følge kalenderen bedre:
Scilla hyacinthoides er på vej op.

Ligesom en masse af de ting jeg satte dette efterår, 
Det ser lovende ud!

Og frøhøsten:
Paeonia ludlowii har givet godt, dens dybe rødder har sørget godt for væksten dette år. Dens mere overfladiske fætter P. delavayi har haft det sværere.

Jeg er ret sikker på at der kommer en frøliste i år, det bliver hyggeligt at se på  i juledagene!

Hov, en hurtig opdatering - for der findes åbenbart efterårsblomstrende vintergækker. Det må jeg lige tjekke op på...

Opdateret kl 20:40 - Galanthus reginae-olgae findes i en efterårsblomstrende variant. Er det sådan en "nogen" har sat i min have? For så at kunne hygge sig over min reaktion... Det ville jo ikke være første gang...
Men den er ret dyr fra 12,50£ til billigst 9€... 

Det skal more mig at give igen!




onsdag den 5. december 2018

Det lille der sker




Så blev det december jovist. Det har været frost et par dage sidste uge, men vinter kan man ikke kalde det. Nej, det ser mere ud til at efteråret fortsætter.

En rose laver en slags blomst
Rosa chinensis 'Viridiflora' er det  - rosen uden kronblade! 
Istedet fyldt med usædvanlig mange bækblade.

Mere normal er 'Munstead Wood' -Austin 2007-
Men helt springe ud gør den nu alligevel ikke.

Andre roser laver frugter:
Ja, hvad skal man stille skarpt på?

For denne var det lidt nemmere:
Der blev fokuseret på den lille festlige fætter, der kravler rundt udenpå vanddråben. 
Morsomt at den hænger fast!

Ja, den eneste der sådan stadig forsøger er 'Viridiflora'.
Så den får vi lige fra en anden vinkel.
I haveblogland sker der ikke så meget.
December er altid en stille måned. 
Nogen skriver festligt om jule og vinter hygge, nogen holder bare pause andre skriver om det lille der sker i haven. Dem hører jeg nok til.
Når vi er kommer over jul og nytår bliver der masser af tid til at lave status, til at få lidt styr på dette temmelig anderledes år. 

Der er lovet pænt med regn den næste uges tid. De lover ialt en 22mm her.
Det gør bestemt ikke noget hvis denne regn faktisk kommer. Man skal ikke langt ned i jorden for at se at den stadig er alt alt for tør. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...