I ly

Jeg har søgt ly i bjergene, jeg er bare slet ikke til de varmegrader vi har oplevet de sidste uger.
Så det blev en tur tilbage til Tjekkiet!
Her i bjergene er der højder op mod de 1200meter, så nætterne er stadig nogenlunde kølige.

Jeg er ved at lære folk lidt at kende, det er jo anden gang jeg er her. Man bliver genkendt og hilst på!

Og jeg kigger på skov!

Og skov er her nok af.

Efter fløjlsrevulutionen har man langsomt privatiseret skovene.
Men med en ny regering hernede, går det hurtigt i øjeblikket, og priserne er presset i bund.

Så jeg ser på skov.

Lange øde skovveje af skiftende kvalitet.

Ingen  store "kalhyggen" som jeg kender det fra Sverige, man mere plukker passende træer og det er mindre traktorer der fragter stammerne til vejene.

Jeg ser mest almindelig rødgran, og enkelte parceller med lærk.
Men jeg får det indtryk, at der engang har været mere blandet skov:

Her står feks en bøg midt i det hele.  

Landsbyerne ligger med store marker omkring sig

Selvom den almindelige borger hernede, ikke har mange rede penge. Så boomer økonomien med kun 1,2% arbejdsløshed, og lønnen stiger pænt hvert år.

Nå, jeg ser altså på skov

Og i skoven er der en god bekendt:

Papilio machaon - der på dansk bliver kaldt Svalehale, på svensk Makaonfjäril og på norsk Svalestjert. 

Og mere end en enkelt:

 Alletiders!

Flot flyvende her i skovene.

Jeg ser nogen tilbud på onsdag og kan derefter beslutte mig i ro og mag, har vi aftalt.

Super, når vejret nu skifter, og det igen bliver muligt at køre nordpå.

CPH-Garden i bakspejlet

Nu er der er gået en god måned siden det store show, sommeren har lagt sig over blogland og jeg har en ledig stund.

CPH-Garden er en satsning som nødig skulle kuldsejle.

Derfor er det vigtigt at give en respons, der også påpeger de problemer der unægteligt er.

Jeg var -som haveblogger- inviteret af haveselskabet og havde fået billetter gratis.

Min første reportage kom samme aften og var fra "blogtræffet" på åbningdagen.

Charlotte Garby direktør i Haveselskabet fortæller i sit overbegejstrede pressemateriale, at der var "knap 16000" besøgere. Tallet for 2017 er ikke med - var det ikke omkring 21000?

Da jeg ankom kl 11 på åbningsdagen så indgangsportalen sådan ud:

Der havde været kø da de åbnede.

Det er en gammel flyveplads der blev brugt i år, umiddelbart et supergodt område, men der var nogen åbenlyse mangler: Det var slemt bumpet og nattens regn havde mudret gang arealerne til.
Man havde fordelt noget flis på noget af det mest befærdede, men der var stadig masser af mudder at smatte rundt i.

Havefolk tager jo den slags med ro, det er vi vant til, mens livsstilsfolket og ja, visse udstillere var stærkt utilfredse. Mange var velforberedte -altså af udstillerne- De mest tjekkede havde plader med som hele standen kunne placeres på.

Udstillingshaverne da?

Hannu Sörenstams blev publikumsfavorit:

Og umiddelbart ser det jo meget godt ud. Men hvad er det egentligt? En pæn mustenssti, og så har Hannu haft tilgang til en plantefabrikants sortiment, og de valgte planter er sat så tæt, så jeg spekulerer på hvordan dette ville have set ud efter bare en måned...

Andre 'haver' melder klart ud:

Disse virkelig imponerende flotte keramik krukker er jo hovedpersoner, det grønne er statister der skal illudere have.

Og dette:

Denne installation er åbenbart også en 'have'. Ja hvad skal man sige?

Fagjuryens vinder blev denne:
Igen supertæt plantet, meget hænger allerede nu den første dag. Men den enkelte plante og dens velbefindende er ligegyldig, det er helhedden der tæller. Ligesom med Hannus have er dette tydeligvis kun lavet for at det skal fungere i udstillingperioden. Henfaldet er ikke kønt.

Reglerne for udstillings haver bør strammes op, og gerne meget. Ville man gå hele vejen kunne man lave haverne mere varige og vente med den egentlige bedømmelse til efter et år. Men det kræver et kulturskifte fra at være et livstilsselsskab til at igen at sætte substansen og haven i centrum, måske endda blive et reelt haveselskab?

Nå, lad os se på resten af showet:

Der var nok 4-5 planteskoler til stede

Med meget varierende priser

Denne spade er da et godt køb tror jeg.

I foreningteltet så vi rosenselskabet - der gerne snakkede om Austin og historiske roser, og iøvrigt klagede over sit faldende medlemstal og ja, den stadig stigende gennemsnitsalder.

Så lidt om Haveselskabets og haveblogverdenen. I min samtale med Charlotte G for nu et par år siden foreslog jeg forskellige tiltag der kunne forbedre den stort set ikke eksisterende relation. Feks kunne de præsentere en ny blog i hvert nummer af 'Haven' - Der er intet sket.
Istedet havde de igen en konkurrence om 'årets haveblog'. Og igen blev det livsstilsbloggen 'livsnyderhaven' der vandt. Her er det sidste indlæg fra den side. Jeg har faktiskt kommenteret.

Haveblogtræffet under CPH-garden - er en rigtig god idé. 
Her er der igen billeder fra det arrangement.
Men der er plads til mange forbedringer, det må blive mere på bloggernes præmisser - med en kort præsentationsrunde og tid til snak ved bordene. Jeg ved godt der står i management-bøgerne at man skal sætte sig på kommunikationen, men det fungerer jo kun hvis det ikke bliver opdaget og irriterende.

Tilsidst en vigtig pointe.

Mange af udstillerne klagede over manglende præcision og skarphed i deres kontakt med haveselskabet, mange så med undren på hvad andre havde fået lov til. Især de der havde udstillet i udlandet var ganske nådeløse i deres kritik og overvejede deres deltagelse fremover.

Vi har kun denne chance, ideen er god, rigtig god - Måske er de der har fået den ikke de rigtige til at stå for udførelsen?

Et havecenter

Endelig fik jeg taget mig sammen og har besøgt et havecenter i Tyskland, i en forstad til storbyen Leipzig, med sporvogne og store boligblokke fra DDR tiden.

Det var egentlig en ok oplevelse.

Stort og velbesøgt. 

Det første der møder kunderne er dog en livsstil afdeling, og også dette særlige afsnit:

I denne afdeling er det meste kunstigt, plastik og papir.
Som al påtaget 'livstil' er det søgt og falskt, men for nogen ser det sikkert umiddelbart godt ud, og blomsterne her er jo nemme at passe...

Derudover har man også store afdelinger, med salg af små husdyr og akvariefisk - mon ikke det giver god omsætning udenfor havesæsonnen?

For mig er redskabsafdelingen mere spændende:

Man har mange af de kendte mærkevarer, derudover har man også varerne fra den store byggekæde TOOM og hele deres haverelaterede sortiment. Af det du ser, købte jeg den drabeligt udseende 'Kreuzhacke' og den mere almindelige smedede hakke.

Og planterne så:

En stor overdækket afdeling, der kan lukkes helt - igen er der tænkt på kunderne når vejret ikke er til haven.

Og udenfor:

Et pænt stort område, der er godt fyldt. Mange nye sager jeg ikke umiddelbart kan finde på det danske marked. Herunder flere Monarda hybrider.

Jeg fik også denne busk:

Leycesteria formosa har jeg i Danmark, nu vil jeg prøve den i Sverige.

Alt i alt en ret positiv oplevelse. Kombinationen af et godt havesortimentet med en målrettet satsning på beslægtede og relevante segmenter giver potentielt omsætning og liv hele året. 

Mon ikke dette Havecenter også eksisterer om 10 år?

Jeg tror dette også må være vejen frem for mange af vore hjemlige havecentre... Enten at fokusere på en unik faglig ekspertise, at specialisere sig - eller blive større?

Jeg linker til 'Trädgårdsfägring' - et godt initiativ!

Som tysker i Tjekkiet

Jeg har været i Tjekkiet, forklædt som tysker.

Vi er i  Erzgebirge, de flotte kuperede grænseegne mellem Tyskland og Tjekkiet, 

Mit besøg falder tilfældigvis sammen med at dette område officielt, og siden igår, den 6 Juli 2019, nu er en 'UNESCO World Heritage Site' under betegnelsen: the Erzgebirge/Krušnohoří Mining Region.

Så vi er i et område med stor naturrigdom og en stor dramatisk historik.

Da Tjekkoslovakiet opstod efter første verdenskrig, blev området delt mellem Tyskland og den nye nation. Tyskland "fik" tildelt hele området i 1938 ved Münchenaftalen - under betegnelsen "Sudetenland". Det var efter denne aftale den engelske premierminister Neville Chamberlain holdt sin berømte "Peace in our time"-tale og vinkede med den engelsk-tyske aftale til en henrykt menneskemængde.
I 1946 blev alle tysksindede fordrevet fra området, det siges at være 80% af befolkningen.

Jeg er glad for at man ikke overhovedet overvejede at gøre noget lignende i de dansk-tyske grænseegne efter krigen.

Men mere om det senere...

Det er området omkring Horní Blatna jeg besøger

Et superflot landskab, hvor de mange forfaldne bygninger, på en eller anden måde egentlig passer ind.

Med masser af spor efter malmbrydningen

Og med masser af insekter

Men jeg var her for at se haver, og her i denne lille flække opdager jeg mange:

Måske ikke lige min stil, men flot og gennemført. Jeg tror de, der har denne have, er superglade for den og måske også ret så stolte?

Og længere henne af vejen se lige her:

Et flot flot stenbed. Ved et af de almindeligt halvforfaldene huse her.

Længere oppe af vejen er der en fantastisk udsigt over dalen, her bor de rige:

Sikken en front! Og det lille jeg kan se af haven bagved er helt fantastiskt!

Længere ude er man ved at færdiggøre dette hus

Imponerende, heltømmer og med svalehale samlinger... Bare flot!

Og ja, her er jeg så forklædt som tysker. I den nye tysk-registrede Corsa og med mit nordiske udseende, så tror alle jeg er tysk.

Det var en underlig oplevelse.

Jeg har aldrig før mødt sådan en massiv uvenliglighed. Lad mig give dette eksempel:

I en LIDL i den lokale storby Karlovy Vary (der tidligere var kendt som Carlsbad), søgte jeg hjælp hos en ekspedient på tysk og blev bare nærmest ignoreret og afvist, jeg finder så en anden og spørger nu på engelsk, og han forstår intet men er virkelig venlig og imødekommende. Efter lidt tegnsprog  tilbyder han at bage disse olivenbrød omgående... de er klar efter 15 min...

Da jeg kommer ud til bilen, er den blevet alt for varm i solen, så jeg åbner begge døre, mens jeg sætter indkøbene i bagagerummet. Der er masser af ledige pladser på begge sider, alligevel vælger en mand at køre sådan op på siden af mig at jeg ikke kan lukke den ene dør igen, hans bil står i vejen, jeg er låst inde. Jeg siger ikke noget, men viser blot at jeg ikke kan lukke døren, han griner og stiger bare ud, som for at forlade sin bil. Jeg peger så stille og roligt over på den anden side af indkørslen, over mod benzinstationen, der holder en politibil, folkene der har set hele optrinet. Manden forstår nu pludselig problemet og flytter sin bil.

Jeg spekulerer på hvorfor: 
Nogen tjekkere og også tyskere siger at en del tyskere optræder arrogant og vifter om sig med penge. 
Andre nævner at man for at retfærdiggøre fordrivelsen efter krigen, lige siden har umenneskeliggjort tyskerne...

Jeg sidder selv her og tænker på hvordan jeg selv er til at møde fremmede - hvor forudindtaget er jeg selv?

Så, det var et spændende besøg - på mange måder.

Itoh, roser og bær

Dette er årets foreløbig sidste blomst på min itoh pæon 'Osozaki' - 遅咲き.

I 2016 lavede den en virkelig overbevisende remontering: Den blomstrede igen i september, et par måneder efter den første blomstring. 

I år har den også mange endnu "ubrugte" stængler - stængler der pludseligt kan udvikle blomsterknopper hvis det bliver varmt - og mon ikke?

Vi får se.....

Ellers er det roserne der viser sig frem:

Austins 'Summersong fra 2005 konkurrerer med-

Fellowship -Harkness 1992- om opmærksomheden:

Hos mig vinder 'Fellowship':Det er sådan en glad rose, flot, robust og ualmindelig sund, mens Summersong dingler med sine tynde stilke, og det kører helt rundt for den, i den mindste vind

Og så er der jordbær:

Så mange at jeg ikke har spist alle direkte.

Og kirsebær: 

Lidt færre, og jeg er i skarp konkurrence med mange fugle, men pyt de skal jo også leve!

Jeg linker til 'Trädgårdsfägring'

Jeg ønsker alle en dejlig weekend/helg.