torsdag den 29. marts 2018

Ingenting og 2 nyheder




Det er begyndt at sne derude. Havde det været i december, lige før jul, var jeg jo myldret derud og havde fået mig nogen dejlige snebilleder. Den lyst er ikke så stor idag...

Så idag ser jeg lidt på hvad der trods alt er sket i haven, og også lidt om et par nye tiltag i haveblogland. Og det er ikke mig der står bag!

Vejret er jeg heller ikke bagmand for.
Det er åbenbart en front der kommer sydfra, denne front skal op over os og så retur igen. Der ligger et stort højtryk over mellemskandinavien. og der bliver det åbenbart liggende!

Lad os se en blomst:
Det er nu nogen fine Crocus disse, her for et par dage siden.

Og her nu igår før sneen:
Crocus korolkovii "Yellow Tiger" er det jo. Sidste år havde jeg den på dette stade allerede i februar. Uanset dette synes jeg den er dejlig frisk! Og med lidt god vilje kan man da godt se at den er vokset - lidt?

Eller hvad med disse, der nu skal til at vise sig:
Crocus vernus "Vanguard" er begyndt at få lidt farve.

"Og hvad så med din Iris rosenbachiana"? Spørger du utålmodigt
Der er ikke sket meget, næsten ingenting. Det er stadig de flossede første 2 blomster der er fremme. Jeg håber der er flere i stænglen. En hel og uskadt blomst er nu lettere at bedømme.

Og så til lidt haveblog nyhedderne

Først til Norge hvor Anne med bloggen "hagen min" Er helt central i et nyt NRK haveprogram "Hagen min", dette Link fører direkte til første udsendelse. Det er alletiders med nyproducerede haveprogrammer her i Norden, og der er plads til meget mere. Måske nogen en dag tør forsøge sig med et mere nørdet et af slagsen?

Så til Sverige. Hvor det også er godt nyt. Man havde jo tidligere "blommig fredag". Nu er flere haveblogs gået sammen og har lavet "TrädgårdsFägring", ordet fägring har vi som "fager" på dansk og det har flere betydelser: blomstring og skønhed!
De vil fremover have et tematisk fredagstema hvor alle vi haveblogs i Norden kan være med.

Jeg prøver lige!

Samtidig vil de oprette en ny svensk haveblogblogliste. Super - den har været savnet!

Så sikken en masse gode initiativer.

Man bliver helt påskeglad!



fredag den 23. marts 2018

Bagkataloget




Mens det går i slowmotion ude i haven, er der pænt besøg på bloggen her. 

Der er noget længere mellem nedslagene, end der har været andre år på denne tid.

Det gør så at det bliver tydeligere hvilke gamle nedslag der bliver kigget på. Og også lidt om hvem der kigger.

Det er gennem årene blevet til over 500 nedslag, så der er noget af et bagkatalog at vælge mellem. 

Ude her til højre kan du se de 10 nedslag der har været mest efterspugte i den forløbne uge.

Ligenu kan jeg se at nogen i Ukraine kigger vældig meget på "Fordele og ulemper" fra idag præsis 4 år siden. Noget af en kontrast til idag:  Dengang, efter 3 måneders rekordvarme, var den 23 marts 2014 noget helt helt andet end det vi oplever i år. 

Udover dette og de nyeste 2 nedslag, så bemærker jeg også at mine kaffeforsøg som altid er populære, at Otto -min medhjælpende elg- også er røget med. Og ja mit opgør med giftindustien og den ualmindelig usympatiske giftproducent "Bayer". 

Men lad os se lidt aktuelle billeder:
Denne lyng har jeg fået uden noget navn. Jeg tænker det er en Erica carnea og det mørke løv får mig til at tro det måske er en navngivet selektion?

Dejligt med blomster, hvis en forkølet bi skulle vove sig frem.
Crocus og vintergækker... 
Det er nu en flot mørk sag denne her...

Min største Helleborus har lidt under de svingende temperaturer.
Helleborus lividus "Sternii". Jeg er spændt på om den kan rette sig nu, den ser meget slasket ud.

Og mens jeg sådan funderer, kan jeg se at "Fordele og ulemper" bevæger sig mere op på hitlisten. Jeg tror der sidder en der kigger på en masse forskellige nedslag og så vælger et ud, og har det med i et eller andet fora dernede - besøgene kommer dryssende fra Ukraine og også et par fra Rusland. Det ville da være morsomt hvis nogen af disse besøgende ville skrive et par linier! 
Det har jeg endnu tilgode!

Men jeg har ladet mig inspirere! Når jeg besøger nye blogs så kigger jeg mere opmærksomt ned i bagkataloget - måske det er der det ligger?

Jeg ønsker alle en dejlig weekend/helg!




søndag den 18. marts 2018

Solskin




Det var ikke nogen sommer, alligevel var det svært at bevare pessimismen idag!

Jo, vinden kunne da godt have lagt sig noget mere, men ovenpå de sidste dage var det befriende ikke at skulle klæde sig på som til polarekspedition.

Og planterne kvitterede også fantastisk:
Primula palinuri, er helt ny for mig, sikke tidlig!

Min Adonis har klaret sig flot:
Adonis amurensis, med den blomst der er mest skadet - imponerende efter den omgang i dybfryseren!

Og Crocus flavus er da et ualmindeligt sympatiskt bekendtskab i solen sådan en dejlig søndag
Ja, hvad skal man sige?

Og så er der lige en klassiker:;
Sen på den javist, men ellers helt efter bogen, det er selvfølgelig Fritillaria stenanthera "Ingachsai" jeg delte løget sidste år, så jeg var lidt spændt!

Og her en super overraskelse:
Iris rosenbachiana! Og en frøplante der vil blomstre for første gang, det er da morsomt!

Den er da vist opkaldt efter den store botaniker Baron Wolfgang Schäfer-Quäck Knochenhauer von Rosenbach. 

Jeg sad og snakkede lidt med den i solen, og vi blev igen hurtig enige om, at det var godt at det ikke var et af de her mellemnavne den var opkaldt efter.

Mine rockii pæoner har stået stille i frosten.
Og stille på den gode måde, ingen skader!
Pæoner er fantastiske!
Og bare lækre der i solen.

Men solen lyser ikke alle steder, varmen var kun på flygtigt besøg. Frosten kom krybende tilbage så snart noget kom i skygge.

Men dagens gode timer i solen, de kommer ikke dårligt igen.

Jeg er superspændt på påsken!



mandag den 12. marts 2018

Mindelser om 2013



Har du have, og går lidt op i det. Så tror jeg du kan huske vinteren og foråret 2013.

Ja, vinteren fortsatte ind i marts, og en 3 uger inde kom der snestorm, og jeg husker der kom nyis ude til havs. Og hvordan sneen lå i klatter ind i april.

Jeg synes året i år minder om 2013.

Så jeg er glad for at der ikke sker det store i haven. Enkelte blomster viser sig dog: 
Ja, den kan minde betænkeligt meget om en Helleborus orientalis? Men ja jo, det er oprindeligt fra et plantemarked og angiveligt en frøplante af Helleborus lividus subsp. corsicus, men den sjældne fra Sardinien... Ja det er ret indviklet, de sardinske skulle så åbenbart have denne farve?

Ja hvad skal man tro?

Pæonerne er ligesom stoppet lidt op.
De brugte frøkapsler bliver hængede på Paeonia delavayi.

Og i parken kommer der nye ænder:
Jeg har altid været fascineret af den livlige troldand -Aythya fuligula-, der her bliver kurtiseret af en skeand? -Anas clypeata-.

Ved de noget om hvordan vejret bliver?

DMI spår dagfrost og 13m/s på lørdag...
Det bliver hårdt! Og uden nogen sne til de fremspirende planter

I vore nordlige nabolande er man mere vant til det. 

Jeg har moret mig, med at følge lidt med i, hvad der sker ved mit hus i Sverige, og alt ligger trygt og godt under en meters sne. Og der kommer mere:
Billedet er fra et webcam ved et nærliggende skisportssted, her er pistemaskinen ude og preparere løjperne, så det bliver fint til morgendagen.

Det kunne have været regn og slud fra vest, men istedet går det rigtig godt i år og mon ikke de får en jubel-påske deroppe, med rekordomsætning og arbejde til mange lokale?

Så 2013? 

Det bliver næppe en kopi!

Hvis vi mod at få lidt kulde nu, kan slippe for at få den senere. Så er det egentlig ok.

Der er lidt stille i haveblogverdenen, men mon ikke det brager løs snart?

Og vejret, det er der jo ikke så meget at gøre ved - og stormen på lørdag ser hård ud! Mon der skal provianteres?





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...