Det har været en jul med rigtig mange fridage. Der har været god tid til at holde fester, og til at få sovet ud.
Men jeg har også fået lavet lidt i haven.
Jeg fik en ny ladning tang kørt hjem fra Øresund
Der blæste en hård vind, nede ved strandmøllen, og der var skyllet godt med tang op.
Men vi er ikke alene dernede.
En svane har taget fast ophold midt i det hele.
Og en krage myldrer rundt omkring den.
Det er smart! En voksen svane har vel ingen naturlige fjender, og en forvirret løsgående hund lærer nok hurtigt at det ikke var en god idé at forsøge sig her - Den prøver kun en gang. Kragen er godt beskyttet her.
Først da vi kommer tættere på rejser svanen sig op - og kragen flyver.
Knopsvanen -Cygnus olor- er totalfredet og har en stabil bestand på omkring de 5000 par. De jeg ser om sommeren er alle ringmærkede, så mon ikke denne er kommet flyvende nordfra?
Det er en meget selvsikker fugl, efter at have kigget lidt begynder den at pudse sine fjer.
Imens blev der læsset tang op i traileren.
Da vi har fået det vi behøver og kører, har den lagt sig igen, og kragen er tilbage.
Tang er vildt godt som jordforbedring. Jeg fik et stort læs kørt på for 2 år siden, og planterne har kvitteret lige siden.
Denne bladbede er nok brændt af frosten, men den skyder nye blade op nu hvor det er lunere i vejret.
I et upåagtet hjørne af haven står også juleroser fra sidste sæson.
De er fra da supermarkedet skulle af med de sidste mere eller mindre afblomstrede, og så solgte ud med 3 for 10kr eller sådan noget. Helleborus niger er det selvfølgelig.
Håber alle har haft nogen dejlige juledage!