lørdag den 30. september 2017

Funderinger undervejs




Hvordan laver du have?

Har du en gennemarbejdet og tjekket plan, som du følger, eller går du bare i gang?

Heroppe med stubberiet er der måske nok en meget overordnet plan: For ja, i birkelunden vil jeg udforske ideen med netop et stubberi.

Hvis jeg i detaljer havde planlagt hvordan det skulle være, havde dette ikke været nemt:
Jeg ville egentlig have løftet denne sten noget op, sådan en 30 cm, men det viser sig at der er en gammel stub ovenpå, og hov den passer jo fantastisk ind ikke?
Så istedet graver jeg ud rundt om det hele, og får placeret min spagnum-mos i to huller omkring stenen.
Denne birkestub er dejligt forrådnet og har måske kun et par år tilbage? Det bliver spændende at finde ud af! Og benytte sig af de muligheder processen giver.

Her får vidvinklen noget mere med:
Mit første lille stubberi med de 4 rhodoer ses oppe til højre.
Pindene indikeret hvor et par Rhododendron skal stå.

Jeg tror dette er præsis den helt rigtige tid at få plantet nyt.

For de rhodoer jeg satte tidligt på året forrige år, de har haft det sværest, det var nok de uudviklede rødder der ikke kunne skaffe vand nok? 
Her er en der er begyndt helt forfra:
Rhododendron mucronatum en løvfældende sag der oprindeligt stammer fra Japan, den ser ud til nok at skulle klare sig, nu!

De rhodoer jeg plantede senere har klaret sig meget meget bedre:
Rhododendron luteum med flotte høstfarver. Den bliver imponerende om nogen år!


Og mens jeg sådan lader tankerne fare, ser jeg et blad i græsset ...
Nej hov, er det ikke vor ven: Det hvide C -Polygonia c-album-?
Jo, det tror jeg, selvom dens C var noget spagt og den er usædvanlig mørk.

Det var igår.

idag nu, ser det sådan ud:
Der er kommet i par stubbe til i jorden, og jeg har foreløbigt plantet 5 Gentiana arter og 4 Rhododendron. 

Jorden er ualmindelig god at arbejde i, den smuldrer nemt og er let fugtig uden at klæbe. 

Også vejret er perfekt, det havde da været fint med sol, men omkring de 10 grader og tørt, det er alletiders, når der skal laves noget. 

Men det skal så ikke holde. Meteorologerne lover stadig regn i store mængder, Fra søndag eftermiddag og kulminerende med 32mm på mandag.

Det tager vi med - og måske kommer der nye ideer når jeg søger tilflugt indendøre?




torsdag den 28. september 2017

At pakke ud



Det var noget af en massiv pakke jeg modtog fra Polen.

Og jeg valgte at tage den ubrudt med herop til huset og haven.
Det er jeg glad for nu!

Da jeg først fik al plasten af, viste det sig at kassen var 2, og at det hele var ekstremt tæt pakket.
 Der var ikke sparet på tape!
Godt jeg ikke havde åbnet i Danmark, det havde været svært at få ned igen!
Der er brugt lidt af hvert til emballage, og hvorfor da egentlig ikke? 

Her står den første pakke så:

Alt ser ud til at have klaret sig, også planten i denne finurlige indpakning

Leverandøren er Professor Tomasz Kubala der er leder af virksomheden Alpine-plants.

De ryger direkte op til mine links, Vildt billige priser, ekspedit leverance og så er det tydeligt at de ved hvad de har med at gøre.

Deres sortiment indeholder rigtig meget der er totalt ukendt for mig, og jeg må indrømme at jeg udvalgte lidt efter navnet også!
Hvad siger du til: Incarvillea younghusbandii? Ja det hedder den! Og forklaringen fandt jeg hos Kevock garden.
Meget er selvfølgelig til stenbed, og sten er jo ingen mangelvare her!

Men en del er faktisk surbundsplanter og skal ikke bages i solen. De ryger ind i stubberiet som jeg er ved at udvide.

Her er den gamle del:
Det har været noget af en succes. 
Nu får det hele lidt flere planter!

Hvad er der ellers at sige?
Jo, der har ikke været frost endnu, der er del der stadig blomstrer i haven - det er helt unikt. Fra søndag af lover de regn og i store mængder, vi får se!



tirsdag den 26. september 2017

Logistik




Det hele skal jo helst passe sammen. når jeg sådan forbereder min store plantetur op til haven i Sverige.
Pakker fra udenlandske leverandører, fra plantemarkeder og det jeg selv graver op fra egen have.

Jeg tror det lykkedes!

Derimod er det gået noget langsommere i haven end jeg havde troet.
Med 14 dage med regnrekord og gråvejr er det måske ret forståeligt.

Nå, lidt roser nåede at springe ud:
"Susanna Tamaro" -Enrico Barni  2007- hun har haft et svært år, og et nyt skud ser allerede gammelt ud. men blomsten er vel egentlig helt ok.

Og herunder min "Blackberry Nip" -Rob Somerfield 1996- nåede det også:

Derimod holder "Hot Chocolate"  -Tom Carruth  2002- lidt igen:
Måske fordi den har sit på det tørre? Sund i løvet og i rigtig god vækst!

Det er ligesom fællesnævneren for Carruths roser:
'Oh Wow!'  -Tom Carruth  2009- Med de fantastiske variationer fra blomst til blomst, den har blomstret, tror jeg, uafbrudt hele sommeren.

Det har de næste striber ikke:
"Honorine de Brabant" -Rémi Tanne 1916- begynder at se lidt brugt ud, den har ellers klaret sig forbløffende godt dette aparte år.

Jeg havde set specielt frem til denne:
Ja, du har selvfølgelig genkendt Chagall? 

"Marc Chagall" -Georges Delbard 2013/2014- Som jeg kunne præsentere sidste år i august.

Men i år skal han først til at blomstre nu, han har haft knopper i nok en 1½ måned nu, og det farvede og striberne er tilsyneladende bleget lidt undervejs.

Nedslaget om denne flotte sag er mit mest sete overhovedet, og optræder ret tit herude til højre på listen, der viser ugens mest sete.

Nu går det snart nordpå. Logistikken fungerede!



søndag den 24. september 2017

Haveweekend



Det har været en travl haveweekend, og på den gode måde!
Jeg havde taget imod Tims råd og lavet en liste med alt der skulle klares.

Og da jeg for nogen timer siden kunne tænde grillen og åbne en flaske, så var der krydser ud for det hele. 

Vinen tror jeg der var fejl i, så jeg åbnede i stedet en flaske Barolo.

Jeg havde været til haveselskabets store havemarked i Gladsaxe. Der fik jeg lidt nye Rhodoer og iøvrigt en lang snak med Hans Eiberg. 
Jeg syntes ikke markedet var så godt besøgt, men der var også mange ordinære ting, du ved folk der har delt deres stauder som var blevet for store...
der var også kun 3 Rhodo-stande i år, og meget snak om en medlemstilbagegang i rhododendronforeningen, alle den slags foreninger har det svært sagde man, de har ellers selv nok verdens bedste oversigt over Rhododendron arter.

Til gengæld blev jeg mødt af en ny sommerfugl i haven:
Tidselsommerfugl -Cynthia cardui-
Endnu en trækgæst der kommer hertil i forsommeren og forlader os på denne tid. Velkommen og farvel igen.

Dagen lagde ellers ud med gråvejr og et par regnstænk.
Men med 21 grader og flot sol er jeg tæt på at kalde dette en slags indian summer!

Selv i min "very sunken garden" er der blomsterfest, denne del af haven har ellers været noget overset nu hvor resten af haven også har været temmelig sunken.  
Min Acanthus har tilsyneladende haft det godt med al vandet
Den er i fuld gang med at lave sine karakteristiske frugter, samtidig med at den sender nye blomsterskud op:
Acanthus mollis "Hollande du nord". er et spændende bekendtskab der stikker!

I løbet af de næste dage modtager jeg en pakke fra Polen, og efter det går turen til Sverige!





torsdag den 21. september 2017

Genblomstringer




Roserne har ligesom holdt pause, vejret har vel heller ikke ligefrem lagt op til det store. Men nu hvor solen viser sig igen. Nu sker det!

Ikke sådan at enkelte roser ikke har blomstret. Amerikanerne, altså dem fra Carruth og Morden, de har blomstret tilsyneladende upåvirket af den meget regn.

Men også mine Austin roser har blomstret:
Summersong.


Munstead Wood.

Til gengæld ser deres løv ikke så godt ud...

Derudover har min "New Dawn" også blomstret livligt

Og nu skal resten altså til det!

enkelte af roserne har noget underligt misdannet løv
Jeg tror det har været vejr og vind, der er årsagen, måske hagl?, Men har du andre bud så lad os høre!

Ellers skyder roserne på livet løs: 
Jeg er ret vild med denne flotte farve!

Af det næste hold er "Blackberry Nip" -Rob Somerfield 1996- længst fremme.

Denne har jeg set frem til:
Hot Chocolate  -Tom Carruth  2002-. står helt frit og blev slemt medtaget af den sene frost, nu kommer den stærkt igen!

Og Chagall:
"Marc Chagall" -Georges Delbard 2013/2014-  den var bare så lækker sidste år, hvordan bliver det mon i år?

Og den "grønne":
Rosa "viridiflora". Man troede engang at det var en selvstændig art og ikke bare en selektion af Rosa chinensis.

Nå mens jeg har snakket har Blackberry Nip åbnet sig lidt mere


Ja, det går hurtigt i den gode sol!



tirsdag den 19. september 2017

Aprilvejr



Vi har haft det hele de sidste par dage: Regn, skybrud og sol fra en klar himmel og det hele kommer væltende sådan, at meteorologerne har haft særdeles svært ved at ramme plet.

Så ja, det har vel været en slags aprilvejr.

Og det sumper helt vildt rundt om i haven.

Det har nu ikke afholdt mig fra at hygge derude.

Min selvsåede asters lægger an til den sædvanlige flotte lange blomstring

De første blomster har allerede vist sig i et lunt hjørne:
Denne blomsterflue så anderledes ud, den syntes jeg ikke at have set før. Men det viser sig at være "Almindelig sumpsvirreflue" -Helophilus pendulus- der meget  passende benytter sig af de våde biotoper og svirrer rundt derude over vandpytterne.

Jeg fortsætter mine forsøg med bladplanter, en stikling blev udsat for både snegle og en sommerfuglelarve
Det var pudsigt med larven, den ville ikke have noget, men afleverede selv et par lorte.

Før den ikke ville lege med mere og ihærdigt søgte væk

Jeg hjalp den tilbage på radisserne

Og dagens rose tror jeg ikke jeg har vist før.
Det er en Morden sag: 'William Booth' 1997 -Dr. Felicitas Svejda  1984-:
Alle Mordens roser er lavet til det hårde canadensiske klima.

De lader også til at kunne klare det danske!



lørdag den 16. september 2017

Lørdag og Leonid



Ovenpå alt dette regneri, var det alletiders med et par mere tørre dage!

Og haven kvitterede med at sætte gang i det hele. 
Her er det endnu en spektakulær blomst på mine Tigridia pavonia - denne her har godt nok en gul farve der vil noget!

Munstead Wood er igang med sin lækre 2 blomstring:
Det er den, hvor den lægger det endimensionale væk og farven begynder at få den dybde, som denne rose er istand til!

Og hylden blomstrer...:
Ja, hov det er vist gal årstid?

Admiralerne flyver stadig rundt i deres træk sydpå.

Men denne her tror jeg er mere stationær:
Nældens takvinge - Aglais urticae-.

Min Knautia/Scabiose sag lever vildt her:

Og så var der nyt fra Leonid:
Jeg har ikke tænkt mig de vilde indkøb dette efterår, men det blev alligevel meget godt fra Litauen og Leonid.  Noget er allerede kommet i jorden her. Andet vil jeg tage til Sverige med.

Jeg fik første gang fra Leonid i 2012, her er mit nedslag fra dengang...

Jeg ønsker alle en dejlig søndag!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...