Posten er ikke hvad den har været.
Slet ikke.
Men idag fungerede den.
Kl 9 ringede postmanden på - det var et anbefalet brev (som i virkeligheden var hvad jeg kalder en pakke) afsendt i forgårs af Juris i Letland.
Og bestilt af mig i mandags - alletiders!
Og lad os så se på det:
Tulipaner, Colchinum, Crocus og lidt Juno Iris.
Mens så mange af de traditionelle østlige leverandører har lukket eller springer et år over, holder Juris Egle fast og leverer igen i år super varer.
Udover løg var det også tungere sager:
Finurligt indpakket ses et par Trillium og Hundetænder -Erythronium sibiricum sub.sibiricum, en af de mørkeste og allerstørste tænder.
Det regnede godt, men jeg fik lige de ting i jorden som jeg ville!
Og en blomst, siger du? Jaja
Årets mørke rose, den må jeg så nok hellere vise igen:
"Munstead Wood" (Austin 2010) har haft et fantastiskt år, lidt lysere nu end under hedebølgen, men den præsenterer sig overbevisende, når man nu tænker på at det er en fyldt rose.....
Sund og livskraftig:
Det er Elise der har beskåret. Og rosen ser ud til at kvittere flot!
DMI fastholder sin advarsel om kraftig regn imorgen: "Der kan stedvis falde mellem 30 og 50 mm".
Det er da udmærket med en ordenlig omgang regn, når man nu sådan har sat lidt i jorden!