tirsdag den 10. juli 2018

Fra den evige sommer.




I haven er alt bare så langt fremme. 
Man skulle tro vi var i august!
At vi er i starten af juli, det er noget af et paradoks.

Højsommeren ser ud til at fortsætte.

Lad mig lægge ud med en lilje jeg ikke har vist før:
"Fusion" Er et hollandsk kryds mellem den spraglede Lilium pardalinum fra Amerika og den storblomstrede Lilium longiflorum fra Japan. 
Man er lykkedes med at få det bedste med fra begge forældre.

Og ellers er det dagliljerne der virkelig gør sig gældende
Forrest er det  'Friend Sandy' -Shooter~E  2003-, og bagved er det 'Cherry Tiger' -Heemskerk, 2006-

Her med fint besøg:


 En enkelt Iris Ensata:
Det er 'Momozomo' .
Den står nede i min "Very sunken garden", hvor der stadig er nogen fugtighed.

Men oppe på kanten til græsset er det tørrere
Denne Astilbe ser noget afbrændt ud, men egentlig tror jeg nok den klarer sig, den tilpasser sig,  smider en masse af bladværket og har kun enkelte tilbage. 

Og så er jeg igang med at lave lidt stiklinger
Som forsøg har jeg ladet halvdelen af Cotinus coggygria 'parykbusken' beholde et enkelt blad, vil det gøre en forskel?
Iøvrigt er det bare lidt roddanner-gel i den anden ende, i med det hele og så se hvordan det går.
Og det plejer der at være en super succesrate med.




fredag den 6. juli 2018

Morgen og et par roser



Så er jeg i Danmark igen, jeg skal ikke trætte med nogen rejseberetning, men blot konstatere at varmen har givet de svenske togskinner "solkurver" og ja, at det er mindre fornøjeligt at køre i bus.

Men før afgang fik jeg taget morgenbilleder
 Monarda x "Jacob Kline".


Stubberiet i morgensol


"First Crown"begynder for OA liljerne.

Her er det "Ove", sendt som bulbiller fra Marit .
En flot mørk sag!


En humle der sover på en digitalis

Her ligger mit "?" i den tidlige morgensol
Her har jeg mine svenske roser.

Kender du denne her?
Ja, det er selvfølgelig  "For your eyes only" -Warner  2014- Årets rose for RHS 2015.

Det er spændende at se dens forskelligartede udtryk
Det gule forsvinder hurtigt efter udspring
En sund og lækker hulthemia rose!

I blomst har jeg også
"Blue for you" -Peter J. James UK 2001-  heroppe er den foreløbigt markant anderledes en hvad jeg tidligere har set.


Route 66  -Tom Carruth  2001-  med flot besøg af blåvingen.

Det bliver spændende at se hvordan den danske have har klaret sig...

Jeg linker til "Trädgardsfägring" det gode svenske initiativ




onsdag den 4. juli 2018

4 Hosta, frøplanter og lidt om tørken.




Jeg har fire Hosta heroppe, de to af dem mener jeg måske at vide hvad er, men der er to andre der er ukendte for mig.

Først de jeg måske kender:
Dette er Hosta grandiflorum -bare navnet! Og anskaffet netop for den flotte blomst, den ligner nu ikke rigtigt, og dette blad kommer næppe i blomst i år heller - gad vide om det er noget helt andet?

Næste står i min Orms hoved
Den skulle hedde "Blue Angel", også her er jeg i tvivl - er blomsten for mørk og bladene for lidt blå?

Nej, nogen Hosta ekspert er jeg ikke!

Men de næste er der dog en grund til at jeg ikke lige har navnet på
De står begge i Hvalen, denne spraglede sag er i super vækst.

Og på den anden side af hvalens nyresten finder vi den sidste 
En lille fin sag med flotte blomsterstilke!

Fælles for de sidste to er at jeg har fået dem fra Marit for nogen år siden, og at de i år rigtigt viser sig.
Hvad mon det er for nogen?

Der er gennem årene kommet meget flot og spændende fra den kant!

I år fik jeg jo frø fra Marit:
Hemerocallis kryds fra den legendariske Tamberg, cirka halvdelen har spiret og jeg har planter af alle de fire typer - super!

Så lidt om tørken.

Egentlig er der vel skrevet nok om vejret, men når den ene rekord efter den anden bliver slået, så giver det jo også mening.

Og vi vander!

Selv satte jeg mig det mål at jeg selv ville hive al mit vand op af brønden!

Andre betaler formuer for at gå til fitness, jeg ville bruge armkræfterne på noget fornuftigt, og hive vandet op fra brønden - den er faldet til at være 7 meter nede, så jeg har fået min sag for!

Efter den første gennemvanding er det blevet til 26 spande om dagen 12 om morgenen og 14 om aftenen - Det giver muskler!

Jeg har kun vandet mine bed.

Det udenfor må klare sig som det bedst kan, også det jeg har sat der.

Og der, i naturen er det interessant at se hvad der først viser svaghedstegn:
Tibast -Daphne mezereum- ser mange steder meget medtaget ud, masser af røde bær, men med løv der skriger efter vand.

Et par meter fra denne står der en sag jeg satte i 2016:
Rhododendron souliei, ikke stor, og årets blade er stadig små. 

Men den ser da totalt sund ud!

mandag den 2. juli 2018

Skovbrand og sommerfugle




Det lugtede pludseligt brændt igår eftermiddag. og luften var smådiset. Min nabo kørte omkring og tjekkede om det var i nærheden det brændte. Der gik rygter om at det var nord for en sø i nærheden.

Men det var rygter for efter et par timer kom meldingen også på radio og internettet.

25km herfra og på den anden side af elven.

Viveca og jeg kørte ned til min egen sø og badede i varmen. Så dette er det bedste billede af røgen:
Den er svær at få med, men man får måske et indtryk af disen i solen - lugten må man tænke sig til, lidt ligesom godt tørt brænde der får masser af luft.

Skovbrand på denne tid og efter denne tørke er noget af en potentiel katastrofe. Og på et tidspunkt var denne brand ude af kontrol, og 30 familier er foreløbigt evakueret. Her er SVT's reportage fra lokalområdet.

Sikken dramatik. så vi tager lige en stribe sommerfugle:
Limenitis populi -Poppelsommerfugl. Den ser ud som om den har været oppe og slås, for jeg tror ikke de overvintrer som voksne?

Og de smukke blåvinger:
Polyommatus icarus -almindelig blåfugl- her er den ikke bare almindelig men nærmest dominerende. 
Dukatsommerfugl - Lycaena virgaureae- tror jeg det her er

Og så en favorit:
 Argynnis paphia -Kejserkåbe- 

Og her er der vist to af dem:
Insekterne ser ud til foreløbigt at profitere af den ekstreme sommer. Myg er der dog få af, vandhullerne er jo tørret ud, så vi nøjes med knot og stikfluer.

Og altså sommerfugle.

Og en enkelt skovbrand.  2x3km er den blevet begrænset til, der er sat 50 brandfolk og 25 fra militæret ind, og man har lånt en helikopter fra Norge, der er ingen svenske ledige...

Jeg ønsker alle en fredelig sommeruge!



fredag den 29. juni 2018

Held?




Haven har klaret sig ganske godt.
Jeg har været heldig!

Der er masser af tegn på tørke, men jeg tror ikke jeg har mistet en eneste plante siden jeg var her sidst.

Det var for stubberiet jeg var mest bekymret:
Denne Rhododendron auriculatum må da siges at være i supervækst.

Og R. calophytum
De har begge haft sidste år til at etablere sig og det ser ud til at være lykkedes selv med disse storbladede sager! 

Og så har jeg så åbenbart en Primula:
Primula hoffmaniana må det nok være, morsomt med de små aflæggere, som på jordbær! Er det mon normalt for Primula?

Jeg har også prøvet forskellige bunddække ting.

Denne ser lovende ud, og er i blomst:
Gypsophila cerastioides er det - er den kendt under navnet "brudeslør"?

Og så er der lige de morsomme overraskelser:
Dette er selvfølgelig Talinum calycinum, men ved siden af, der til højre, er der noget andet også, og fra samme potte. Små tykke blade og god vækst, kender du den?

Noget ukrudt eller måske en fremtidig succesplante?

Alt i alt er jeg godt tilfreds, jeg havde jo frygtet en katastrofe, men det ser ud til at de store vanddepoter jeg har indbygget i stubberiet har fungeret.

Idag er det supervejr, det lufter fra nord og er vel en 20grader derude. Men det har været over de 30 dagene før.

Opdateret 30  juni: Jeg linker til det gode initiativ "Trädgårdsfägring"

Jeg ønsker alle en dejlig weekend/helg.


onsdag den 27. juni 2018

De varmeste dage




Varmen er blevet hverdag. 
DMI har allerede nu været ude og fortælle at juni er den varmeste i 26 år

I haven er det tørt, knastørt.

Årets første frø er i hus
Her ses de fyldte frøstande på Fritillaria sewerzowii.
Den har altid tidligere smidt sine frøstande umiddelbart efter blomstring, jeg tror ikke jeg har set den på nogen frøliste før, det er da morsomt!

Andre steder i haven vandes der:
Astilbe her 

Og her et af mine forsøg:
Colocasia esculenta  "Burgundy stem".
Da vi forlod forsøget sidste år var det med dette nedslag
2 af de 3 eksotiske har klaret vinteren. Kun den lille har ikke vist sig (endnu?)
Denne her hygger sig mellem de squash og tomater, som jeg også har sat her i skyggen.

Længere oppe i bedet står min orkidé: 
Epipactis thunbergii blomstrer. Og den holder tiden, præsis samtidig som i 2016 
Nogen planter har ligesom et indbygget ur.

Men min Monarda plejer at være en augustblomst:
Monarda X "Jacob Cline"
Og dagliljerne ja: 
Brænder de også det hele af nu i varmen? 
Hemerocallis "Chicago Aztec" er det.

Insekterne er rigtig ved at komme.

Her i haverne er der masser af mad!
Triteleia laxa.

Jeg gad nok vide hvordan det hele havde set ud uden vanding?

Måske får jeg en slags svar:
For  nu tager jeg snart op til haven i Sverige. Det er 4 uger siden jeg var der sidst. de lover over 31 grader deroppe idag...

Jeg er ret spændt på hvordan det ser ud!



søndag den 24. juni 2018

Midsommer 18




Det har været velgørende med et afbræk i de overvarme dage. 
20grader rækker fint til mig!
Og de 11mm jeg tror det blev til ialt faldt jo på et tørt sted!

Lad mig lige vise en sammenplantning der var tænkt anderledes end den blev:
Orange og denne pink er vist ikke noget man ofte sætter sammen? Men når jeg fortæller at den pink sag er:  Phlox paniculata 'Orange Perfection' så giver det måske en slags forklaring, men nogen perfekt orange vil jeg ikke kalde dens kulør, liljen er iøvrigt henryi der jo holder temaet fint når dens tid kommer.

Mens vi er ved det pudsige
Den lille bille her i squash-blomsten bliver kaldt "glimmerbøsse" og er Meligethes aeneus.

Den bliver sygt tiltrukket af alt gult, men lever selv på kålplanter, så hos mig angriber den radisserne og spiser på dens blomster og frøanlæg.
Jeg har aldrig set et så massivt angreb før!

Daglilje miden har det derimod svært i år
Ramponeret og plettet men den klarede at springe ud. Miderne ødelægger jo ellers saftspændingen i knoppen og leder saften ud i det indre, så de kan hygge sig i sumpen derinde. Men dagliljerne virker så vitale i år at de trodser miderne, og åbner sig alligevel, og i solen tørrer miderne ud. 
"Beautiful Halloween" er min model.

Min Epimedium skyder igen, jeg har den samme 2 steder og det er den der står helt i skygge der giver det mest markante løv.
Det er nu et flot bladværk!

Jeg deler dette på "Trädgårdsfägring".

Og ønsker alle en dejlig søndag!




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...