Forventninger ja, eller måske håb?
Det er på en måde årets højdepunkt og snart udløses spændingen:
Hvad har tænkt sig at spire, og hvad der mon er gået til siden sidste år?
Jeg må indimellem tage mig selv i at stå og stirre på et bart stykke jord. Var det ikke her den kom sidste år, er det der ikke en lille spire? Nej det var kun en lille sten...
Jeg er ekstra spændt ved de blomster, jeg så for første gang sidste år. Første år er som regel ret sikkert, med de flotte nye indkøbte løg og knolde.
Men hvordan har de klaret sommeren og vinteren, nu hvor det er min egen indsats, der er totalt afgørende:
Jeg har kigget lidt arkiver fra sidste år og har fundet 3 blomster jeg vil blive ekstra begejstret for at se igen i år.
Selvfølgelig mit mysterium:
Jeg måtte vise denne spændende blomst et par gange i marts før vi fik den endeligt identificeret som Gymnospermium albertii - Tror det var Marie der løste gåden, ja det var det!
Første billede af denne tog jeg den 10 marts, så der er ikke længe til, slet ikke!
Og en måned efter fik jeg denne temmelig ualmindelige tulipan:
Du tænker måske at den ser da meget ordinær ud, og det gør den da, den store sag der til højre, men det er den lille mini-mini tulipan til venstre det gælder!
Tulipa dasystemonoides den mindste tulipan, blomsten er 1,2cm i diameter her. Så bliver man da i godt humør, og glæder sig til et gensyn!
Jeg vil da også have en med fra Sverige:
Erythronium sibiricum en superlækker hundetand jeg har sat oppe i det svenske, i ormebedet er det, og den kvitterede med flot flot blomstring i slutningen af april.
Men det er barskt deroppe, nogle dage efter i maj måned så den sådan ud:
Ja, det er jo vilkårene. Den så faktisk ud til at klare den hårde frost, men spørgsmålet er om den har klaret resten af året og vinteren nu hvor der har været -22 og det, uden noget beskyttende snelag....?
Forventninger, håb og tvivl! Det er stærke følelser - kom ikke og sig, at det er kedeligt at være havemand!
Har du også satset?

















































