søndag den 6. maj 2018

Siden sidst - hernede




Lidt er der unægtelig sket hernede, mens jeg har været nordpå.

Der er altid en masse at lave i haven på denne tid, og da især nu, hvor det er sommervarmt og solen bager!

Men der blev også tid til at tage billeder:
Sikken en blomstring på frugttræerne.
Holder vejrudsigterne så er der lagt op til et fantastiskt frugt år! 

Der er dog også kommet ubudne gæster:
Uha ja, jeg fik 3 i lørdags og en enkelt nu idag. 
Og de bliver mast, denne fik vist lige en tur til!

Og min Hosta, der også lider under ubudne gæster, den har klaret sig fint med den kaffe jeg gerne byder de  slimede, og den er faktisk kommet i god vækst: 
Det er den enorme Empress Wu, og den er tidligere aldrig blevet mere end en 10cm hos mig, jeg har haft den siden 2013, den er fra mit spøjse indkøb i Belgien.- Jeg tror den klarer sig i år!

Min Epimedium x warleyense 'Orangekonigin' har heller aldrig være så markant tidligere.
Nærmest rød i den finurlige blomst.

Og der er humler!
Ikke mange, og de er kræsne. Denne vendte hele tiden tilbage til solbærbuskens blomster.

De næste dage lover fortsat sol og varme, både her og der.
2018 bliver fantastiskt!

Jeg ønsker alle en dejlig ny uge.




fredag den 4. maj 2018

De blå, isen og det der ellers er





Nu hvor det snart går hjemad igen, må jeg hellere følge op på alt det løse!

Hvad siger du til denne Anemone hepatica?
Ja, udover dens nygamle navn, så er den ualmindelig blå. Og nej, jeg har ikke skruet på noget i "Lightroom", men de blå anemoner forekommer mig særdeles blå i år, måske fordi de er så sene?

Selvfølgelig er der også varianterne der nærmest er 2 farvede
Men sene det er de. Der lå tyk sne ovenpå alt, indtil for et par uger siden og de fleste er netop ved at skulle springe ud
Hele området er fyldt med dem. Busserne med natur interesserede er dog ikke kommet endnu. De må simpelthen ikke køre her i skoven, men afventer at vejene bliver åbnet igen for tunge transporter.

For det har været en lang vinter
Isen lå på søerne. Det var rådden is, men den var en 22-25cm tyk.

Isen gik den 29 april

Min nabo og jeg havde årets første grilaften dernede igår 
Endnu er der lidt is i vigen 
Nå hjem igen:
Jordkælderen i modlys. Sneen har mast alt fladt, alt den kunne!

Lidt nordpå ligger stubberiet:
Teleobjektivet får det meste med. Stubberiet, det bliver stadig større.

Her står også min lille fine Crocus "Rainbow gold" den jeg viste i sidste nedslag.
Det ser ud til, at den endda har fået en unge!

Jeg har jo plantet vildt meget sidste efterår, så der går meget tid med at kigge efter og verificere, hvad det nu er der viser sig.

Hvad er denne her vandrette og lyse albino(?)sag for en? 
Efter mine optegnelser er det en Scilla lilio-hyacinthus, jeg er ikke overbevist!

Stubberiet ligger beskyttet under træerne, men ellers er der nattefrost:
En stribet Crocus og 3-4 martagontype liljer skyder gennem bunddækket.

Hundetanden er ved at blomstre af, sikken en finale!
Erythronium sibiricum var. sibiricum!

Nu går det tilbage til Danmark, de lover sommervarme heroppe nu, med op til 25grader i næste uge.

Det må blive en anden gang...


Opdatering kl 21, jeg deler med det gode initiativ TrädgårdsFägring




tirsdag den 1. maj 2018

Crocus, såning og roser




Nu er regnen nået frem, som sne, der dog smelter ret hurtigt, der er ingen varme denne mørke morgen +1,2 grader, det er vådt og klamt derude. Og internettet er væsentlig dårligere. Godt jeg fik uploaded billeder igår, før det hele blev vådt.

Og idag er der tid til at blogge!
Her er lidt billeder fra de foregående dage:

En stribet Crocus er myldret frem
"King of stripes" tror jeg den hedder, ja. Den købte jeg sidste efterår heroppe, og hos den bedste lokale løgleverandør: LIDL. 
Den er væsentlig bedre stribet på posens billede, men mon ikke til gengæld den er ret holdbar? Det ligner en Crocus vernus selektion.

 Egentlig er jeg mere glad for næste solist:
 "Rainbow gold"
Fin, spinkel og meget lille, se lige elglorten ved siden af. 
Disse små Crucus går gerne til i de tørre sommermåneder, de er små og tørrer let ind, så jeg har sat denne i stubberiet, som ligger mindre udsat.

Her i gårsdagens sol:
Der bliver hele tiden udviklet nye hybrider, nogen bliver registreret og af disse bliver nogen navnesorter, denne er af den legendariske Dirk Schnabel og er et kryds mellem balkansorterne C. veluchensis x C. cvijicii. 
Den tror jeg vi kommer til at se mere til!

Tamberg er en anden legendarisk hybridizer. Jeg var så heldig at Marit havde fået frø fra ham, og at der var blivet nogen tilovers. Tak til Marit for at tænke på mig!
Det er Hemerocallis kryds og hvert frø er unikt. der er 4 forskellige kryds der hver nu har sin række her i bedet - det der tidligere var "smiley", men så blev til mit "?".
I dette bed står mine roser også!

Og roserne, ja... Jeg har måttet klippe vildt tilbage i år! Se lige her:
Dette er endda en Carruth sag, jeg lod en enkelt pind sidde tilbage så jeg kunne fotografere den.
Barklaget har ligesom løsnet sig og den er helt udtørret. Jeg er spændt på årets tilvækst!

Nu styrter det ned, regn. og det er lidt varmere 2,1.

Jeg tror det bliver en indedag!


lørdag den 28. april 2018

Skader og succes - opdateret




Her kommer lige en hurtig rapport heroppefra.

Vinteren har også været lang her, med dybt snedække siden december og til nu for en 14 dage siden, hvor meget regnede væk. Nu ligger der pletter tilbage, og de store hårde bunker ved huset.

Og haven er ved at komme igang!

Lad mig begynde med en succes:
Erythronium sibiricum beskrives som vanskellig, det har min glemt heroppe, og den kvitterer flot med sine lækre blomster og fantastiske mørke bladværk.

Jeg var spændt på mine Rhododendron. 

Denne skal nok klare sig men er tydeligt skadet i de store blade.
Rhododendron auriculatum er det.

Snetrykket har været markant denne vinter. og ikke alt har kunnet stå imod.
Se bare her:  
Den er vist færdig?
Rhododendron pachysanthum hedder den.  Du ser hvordan barken ligesom er løsnet på stammerne. Jeg tror den har været mast flad og det har givet revner i barken, der så ikke har kunnet klare udtørringen i aprilsolen?

Til min glæde har Rhododendron orbiculare klaret sig flot:
Det er nærmest ikke til at se forskel på den nu og da jeg sidst så den i november.

For de store dyr har det været en hård vinter. 
Elgene er søgt tæt på husene, tæt på løvtræer og noget at spise, der ligger elglort overalt, i så store mængder, som jeg ikke tidligere har set.

Dette tror jeg skyldes et andet dyr
Der er bjørne her, mon ikke dette er markeringen af dens revir. Den viser hvor høj den er. Der er sådan en 10-15 meter til næste træ hvor den også har sat sit mærke.

Mon mit hus ligger på den rigtige side?

Andre dyr har virkelig hygget sig under sneen.
"Sork" kalder man den kort heroppe, sikken nogen gange den laver! Det er vel en slags mosegris? Jeg satser på at hugormen og de små rovdyr holder bestanden nede!

Lad mig slutte med en blomst fra mit store indkøb sidste år:
Adonis amurensis er det jo, det lover godt!
Den store fordybning ved siden af er aftrykket efter elgen, godt den ikke ramte planten!

Jeg deler dette nedslag på "trädgårdsfägring" det gode svenske initiativ!

Idag er det tåget, det har været let nattefrost. Jeg skal over til min nabo nu kl 10. Han har modtaget post fra Norge til mig, mon det er frø fra Marit? - spændende!

Opdateret søndag morgen - det var Gunilla - Hagtorpet, der gjorde mig opmærksom på at noget ikke var helt rigtigt med navnene på de skadede Rhododendron!
Jeg havde byttet rundt på dem og har netop været ude og tjekket med deres mærkning, nu skulle det være rigtigt!

Jeg ønsker alle en dejlig weekend/helg.



torsdag den 26. april 2018

Lille status




Nu går det snart atter nordpå. På falderebet har jeg lavet en lille status.
Min første Epimedium er sprunget ud, det er selvfølgelig Epimedium x warleyense 'Orangekonigin'.

Også de første traditionelle tulipaner er på vej
En flot gul sag, ja sådan bliver det jo let, når de forædlede Darwinhybrider falder tilbage til deres diploide ophav: Tulipa x gesneriana. Der er frit valg mellen rødt og gult!

Egentlig foretrækker jeg de "botaniske":
Dette er nok tulipa whittallii - noget af en favorit her!

Og nu et lille Trillium forløb:
 Der er 2 dage mellem hvert af de 3 billeder.
 På vej!
Næsten helt udsprunget.
Det er Trillium kurabayashii - stabil og flot her i haven.

Så er der flere der har spurgt lidt til det med kaffe?
Og ja, det virker!

Her ses det i brug omkring en Hosta
Jeg så de små angrebne skud, kaffen sikrer at de har en chance for ligesom at vokse igennem og få en styrke og størrelse der kan klare de små snegleunger. Oppe i min temafane finder du mere om alt dette.

Så er der mine Podophyllum: 
Podophyllum versipelle skyder flot. Det ser ud til at den får en del frugter i år!
Lækker forårsgrøn kulør. 

Så er næste model, et noget andet bekendtskab:
Podophyllum hexandrum hed den engang, men den har nu fået sin helt egen slægt og hedder nu Sinopodophyllum hexandrum.
Jeg er glad for at de varme dage har sat gang i den. Den ser uskadt ud og jeg håber på flot vækst i år!

Så går det nordpå igen, det er snart mange måneder siden. Jeg er spændt på hvordan det hele har klaret sig denne totalt lange og snerige vinter, og ja, om netop hvormeget sne der ligger endnu?







lørdag den 21. april 2018

Besøg af sommeren




Disse dage må vi huske, når det ser allermest surt ud til sommer!

Sommer i april! DMI har set på det og skal tilbage til 1964 for at finde en tidligere sommerdag. Samtidig kan de konstatere at vi skal tilbage til 2016 for at finde en varmere dag overhovedet! Hele sidste år holdt sig under disse dages rekorder.

Og sikken et par dage i haven!
I højbedet står mine 2 forskellige Fritillaria sewerzowii. Den nye til højre er noget langsommere, og blev jo plaget af sneglebid, du kan lige ane det effektive kaffe jeg har lagt rundt om stilken. 

Og blomsten så?

Her en min "gamle":
Og den nye: 
Den "gamle" olivenbrune er en sjælden variant fra Usbekistan, mens den nye mere gule er en frodig frøplante selektion som Leonid selv har gjort. Carina har tidligere vist en der tilsyneladende har en noget anderledes farvetone. Lækre er de allesammen!

Der er også mere almindelige Fritillaria på vej:
Fritillaria meleagris "Vibeæg". Den er nu fin med sine skaktern!

Også en Epimedium har spurtet: 
Det ligner Epimedium x warleyense 'Orangekonigin' Mon ikke den er sprunget helt ud når jeg kigger nu?

Og min Scilla har fået flot selskab:
En lilje har mast sig vej.

Jag linker også til "trädgårdsfägring" det gode svenske initiativ!

Solen skinner også idag, himmelen er helt klar blå, men vinden er i nord, der er ingen varme i den.

Sommeren var kun på besøg.



tirsdag den 17. april 2018

Snegle - og en blomst



Jeg har løftet stene idag, løftet og kigget. Var der snegle?

For efter den drastiske nedgang i snegletallet sidste efterår, mens det stadig var varmt, var og er jeg jo optimist!

For det er først nu efter weekendens varme at jeg ser tegn på snegle:
Det er på min ene Fritillaria sewerzowii. Jeg har 2 forskellige og den bagerste, den nye, kom 1 uge senere frem end min gamle, der står nærmest. Den nye hælder også en del.

Og her ser vi hvorfor:
Typiske sneglebid nede ved basis!

Så gik jagten ind i en times tid. Mange sten blev løftet, meget blev vendt, og ja, jeg fandt 3 snegle!
Og de var små nyklækkede, kun en 8-9mm lange. Det var ikke mange! Der var slet ingen overvintrende store. Andre har fundet de store, men hos mig var der ingen. og altså kun 3 småunger.

Er det nedgangen fra sidste år, kombineret med den lange vinter?

Jeg ved det ikke, jeg kan blot konstatere at idag hos mig, fik jeg bekræftet fornemmelsen af, at der er ved at ske noget med bestanden af dræbersnegle.

Hvordan er det hos dig?

Det er nogen flotte solige dage vi har haft. Det ser ud til at fortsætte. Dette er så sandelig noget andet end sidste måned.

Og min Fritillaria sewerzowii kvitterede med at springe ud:
Jeg er begejstret for denne lækre sag

Måske noget af en bulderbasse sådan midt i april.

Så du får lige en mere enkel sag:
Ja hvad skal man sige?

Ha en dejlig onsdag.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...