tirsdag den 12. april 2016

Ud af sit gode skind




Det var først da jeg kom hjem og så forstørrelserne at jeg blev klar over hvad det var:
Det er imponerende at sådan en stor sommerfuglelarve har kunnet være inde i sin tidligere hud.

Det dejlige vejr, de sidste dage, har fået meget i vækst.

Et højdepunkt, jeg glæder mig til, er selvfølgelig pæonerne.
Rockii pæonerne har blomsterknopper i mange former, andre er mere runde, denne lange sag har ikke blomstret for mig før, det er lidt spændende.

Spændende er det også, når så mange af de sidste års pæon frølinger er i flot vækst
Her er det vist et Paeonia lactiflora kryds.

måske der kommer blomster næste år?



søndag den 10. april 2016

Kaffe til morgensneglen




Regnen, der kom for et par dage siden, har sat gang i det hele. 

Jorden brydes overalt af nyt, der vil prøve lykken i det fri.
For denne ser det ud til at gå rigtig godt. Det er selvfølgelig Blodurt -Sanguinaria canadensis.

For noget bliver skæbnen en anden.
Denne Iris så sådan ud imorges. Den er færdig. Og ja,det er snegle der har været på rov her. 

Det er ikke et behageligt syn, tværtimod. jeg har svært ved at se nogen systematik i hvilke af feks mine Iris der bliver angrebet. Men når først en plante viser svaghedstegn og er såret, så går det hurtigt.

Jeg prøver forskellige metoder mod sneglene. en af de mest effektive er stadig kaffe.
Denne Fritillaria persica var oprindeligt 4 skud, det ene er gået til, mens de resterende med kaffens hjælp ligesom er kommet igennem og ud af farezonen ved jordoverfladen. Jeg satser på at ihvertfald de 2 klarer sig. 

Kaffe har vist sig forbløffende effektivt, den frysetørrede er ekstrem dræbende, Mens den almindelige finmalede er noget mere holdbar og klart har en forhindrende effekt.

Noget kønt syn er det ikke! 

Men det er en del af virkeligheden, og jeg vælger ind imellem også at vise det, der måske ikke lige går som man har håbet.

Nå et kønt og to grimme, det opvejer jeg lige med lidt tulipaner:
Det er min trofaste Tulipa bifloriformis, en fin elegant sag, der har vist sig overraskende robust. Den kendte T. turkestanica anses iøvrigt nu for at være en underart af netop bifloriformis.

Jeg ønsker alle en dejlig søndag i haven.




torsdag den 7. april 2016

Som det sker, fra dag til dag




April er begyndt på den gode måde: Ingen nattefrost og efter tørken i marts, har vi fået den nødvendige regn. 

I haven sker der noget fra dag til dag.
Fritillaria stenenthera er ved at løfte sig op, blomsten er nu over jorden.
løget har delt sig med 2 blomsterstængler og rigtig mange mindre skud omkring det hele.


 Små badekar i denne finurlige Iris.


 Jeffersonia diphylla i et solglimt.


Denne staudepæon  er som altid længst fremme "Athena". Professor Saunders stiløvelse fra 1949, i dette kryds indgår der 4 forskellige pæon arter:
P. lactiflora x [(P. macrophylla x gul P. daurica ssp. mlokosewitschii) x rød P. peregrina]


Erythronium californicum "White Beauty".

Jeg har set denne hvide skønhed betydeligt længere fremme på andre blogs, her bag træet er den langsommere, til gengæld har den delt sig i 2.

Så bliver man da lidt glad.


søndag den 3. april 2016

Ipheion eller Chionodoxa




Ja, hvad er dette?
Du får da lige billederne med det samme:
En flot lille forårsblomst , som jeg regnede med var en hvid "snepryd" 
-  Chionodoxa luciliae Alba.
Nu ser jeg en, der ligner mistænkeligt meget, hos Lisbeth, som skriver at det kan være Ipheion "White star".

På billederne minder de rigtig meget om hinanden.

De ser faktisk festlige ud lige før de åbner sig:
Så Ipheion eller Chionodoxa - måske du kender den?

Nå nu hvor jeg alligevel blogger må du hellere få en opfølgning på min Iris rosenbachiana:
Det er en "unge" den har fået, det bliver spændende at se hvordan det ser ud nedenunder når jeg graver den op senere i år.

Varmen får der til at komme nyt frem:
Her er det Oxalis adenophylla der maser sig op gennem småstenene. 

2016 er startet fantastiskt!





lørdag den 2. april 2016

Skarp sol



Den første tulipan blev som altid bifloriformis.

Jeg sad med et lille glas Barolo i går aftes og filosoferede over hvad det var der styrede det så nøjagtigt.
Midt på dagen var den fuldt åben og som dagen gik på hæld lukkede den sig langsomt, selvom der stadig var masser af direkte sol. 
Er det mon måske netop højden på solen der er afgørende?

Nå, her er lidt billeder:
Her først i den skarpe sol

Og her skygget
En fin lille sag Tulipa bifloriformis - solbilledet giver nok bedst stemningen - skygge billedet er måske lidt roligere?

Og jeg fortsatte med at lave 2 billeder af motiverne.

Hvad skal jeg vise?

Ja, Jeffersonia diphylla vil tydeligvis til at blomstre i år, Den har også taget tilløb et par år nu.

Og her er en der måske er bedst i sol?:



Trillium luteum tror jeg det er, og angiveligt i en næsten hvid selektion.

Jo, der er meget at se frem til, uanset om det bliver i skygge eller i sol!




torsdag den 31. marts 2016

En flot start




Jeg tror det var i 2013 at vi havde frost de sidste dage af marts. Det var ikke lige sagen, og får mig til ekstra at påskønne den fantastiske start vi haft i år.

Og idag skuffede da heller ikke. Efter en blandet dag fik vi flot lav sol nu til aften:
Her i modlyset er det "April View" jeg satte 5 af denne Crocus i 2014, de ser vist ud til at trives...


 Og pæonerne spurter frem.


Fritillaria stenenthera har delt sig i 2 i år, den blomster allerede under jorden.


 Og ja, min tvilling på Iris rosenbachiana er flot på vej.  Moderplanten er ved at se lidt træt ud, og bagved kan du lige se dens fætter Iris nicolai "Varsob". Tsaren har lagt sig helt ned.


Sidste år var der 2 af denne iris - i år er der 4.

Mon ikke årets første tulipan springer ud en af de nærmeste dage?
Tulipa bifloriformis er 4-5 dage tidligere end sidste år, og det gælder vel for det meste i haven her.
Mon ikke det samme passer mange steder? - Hvordan er det hos dig?




mandag den 28. marts 2016

Ligeved og næsten



Det var ligefør at den nåede det.
Midt inde i min Helleborus x sternii var den ved at åbne sig, den første påskelilje. Men eftermiddagens sol blev afløst af regn, så det blev ved forsøget.

Nå, her kommer så en lille serie:



Min Crocus vernus "Vanguard" med ihærdigt besøg, hele dagen, lige indtil regnen kom. 
Husk billederne kan klikkes store, jeg synes selv at de er ret gode...

Og årets første sommerfugl:
Dette billede er derimod ikke helt skarpt. Men pyt, det er jo den første, og iøvrigt "nældens takvinde".


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...