mandag den 31. marts 2014

Biller



Denne uge bragte os de første liljebiller:



Kan du finde den nede i dette muscari vildnis? 
Her er den igang med at æde sig fed...

Hov! Siger du, der står i bøgerne at den -Lilioceris lilii- kun lever på Fritillaria og intet andet, før dens egentlige offer: Liljerne, når de -altså liljerne- er blevet tilpas store.

Ja, det står der jo.


Og her gnasker den og dens lillebror løs på en Scilla. 
Og ja, der er ellers en frisk og superlækker fritillaria en 30cm derfra. 

"Velkommen Hr Bille med selskab, var det ikke noget med et par delikate Fritillaria olivieri?"
"Næ tak, jeg nøjes med denne Scilla, og har ellers en ubændig lyst til at bide mig fast i bordkanten".

Jeg er meget glad for dyr, men disse, nej ikke så meget. 
De 4 jeg fandt her, de blev mast mellem et par gode sten.



OK OK, du får lige en blomst:
Igen min Tulipa bifloriformis, den er da køn, ikke?


søndag den 30. marts 2014

April view



Det er en af dem der springer senest ud, og da de navngav den nede i Holland gav de den derfor navnet "April View".

Det er også en af de mindste, så jeg har seriøst været nede og kravle, for at få billeder:

Her fra igår aftes ret sent - da jeg opdagede den:




Og nu idag i den matte sol:




Det er Crocus kosaninii "April View".

Blomsten er kun 7cm høj, en lille sød, delikat og nuttet sag!

Og en dejlig overraskelse denne weekend, jeg havde først forventet den engang godt inde i april - men meget kommer jo før tiden i år!



Også dette i luften:



Her er det traner der er ved at finde sin kileform igen, efter de har kredset i noget opvind ved kysten.
Måske er et par på vej op til en sø ved huset i Värmland?


fredag den 28. marts 2014

2 tulipaner



Dagens første tulipan er ny for mig:

Tulipa bifloriformis, præsenterer sig rigtig godt! 
De 3 yderste kronblade har den der lækre matgrønne yderside, det andet par har en elegant linie i midten.
Den kunne godt gå hen og blive en favorit!
Dette er den første blomst men der er 5 andre på vej på fra samme løg!


Tulipa polychroma er den botaniske tulipan jeg først fik.  Og den har delt og formeret sig flittigt, bortset altså fra forrige vinter, der kraftigt decimerede antallet - i år er den på vej frem igen.



Der var dejlig sol det meste af dagen - og imorgen bliver endnu bedre -

Du ønskes en dejlig weekend/helg!


onsdag den 26. marts 2014

Løg fra Tjekiet



Jeg har før købt hos Lukon Bulbs, så jeg vidste jo nogenlunde hvad jeg kan forvente: God kvalitet, vildt billige priser og en noget rodet leverance.



Det ser ud til at alt det bestilte er der, Kun en Lilium canadense kunne jeg ikke lige finde, til gengæld er der et par løg uden noget nummer på, nok gaver...
Jeg valgte Lukon fordi de er den eneste der har liljer fra Anton Mego, ikke mange og de blev hurtigt udsolgt, selvom de kostede en 10 gange så meget som de ordinære løg. Men jeg fik dem jeg ville!

Der er link til Lukon i min linksamling - du kan derefter downloade deres store PDF katalog. Men det er deres webshop der viser hvad de har til salg.

Og nej, det er ikke kun liljer, deres sortiment er enormt!

Kursen er 27 mod DDK - så jeg dividerer bare med fire og runder op, det passer ret godt.

Nå, det var ellers en kølig dag, de havde lovet sol og den kom, men først kl 17. Lidt for sent til rigtigt at varme, og de nye tulipaner gad heller ikke at åbne sig.

Så det blev et par andre blomster der kom i kassen.


Min Fritillaria stenanthera "Ingachsai" ligner nu mere sig selv.



En forvildet Scilla - det er bare noget af det mest blå, ikke?



søndag den 23. marts 2014

Fordele og ulemper



Du husker nok sidste år: Hvordan sommeren bare blev ved og ved, efteråret kom sent, og bortset fra lidt dagfrost i november så kom vinteren ikke rigtig igang.

Nej vinteren havde vi først i år, og godt inde i januar, og varede den ikke kun en god måned?

Nu har vi så en af de varmeste marts måneder, der er registret. Det siger DMI allerede nu.

I haverne oplever vi den ene rekord efter den anden:


Tulipa bifloriformis, hvormange blomster har den tænkt sig at få?
Dodecatheon pulcella har fået en unge
Lilium pardalinum - Den havde et kanonår sidste år, og kvitterer med at vise sig 1½ måned tidlige i år.
Og de mange Paeonia suffruticosa subsp. rockii jeg fik fra Ole Larsen - Grenaa
Alle disse Rocks pæoner ser ud til at have klaret sig, og jeg ser mange lovende blomsterknopper. 

Så en masse fordele, men er der også ulemper?


Denne Fritillaria raddeana har det ikke for godt, det er snegle der har været på spil, det er meget få planter der er gået fri, nok kun Allium. 

Jeg tror sneglene har overlevet vinteren i stort tal, ikke kun deres æg, men også de store grove fra efteråret, og de spæde skud, er blevet ædt, der hvor sneglene nu ligger og søger ly. Her har de ædt på alt, også på arter der normalt går helt fri.

Jeg har heldigvis også Fritillaria raddeana som mere uskadt:

Det er nu en flot plante! 

i slægt med Kejserkronen -Fritillaria Imperialis-  men elegantere og uden dennes noget markante lugt.

Jeg glæder mig til at se den blomstre, det bliver første gang her!

torsdag den 20. marts 2014

Udspring



For et år siden på denne dato havde vi snestorm. 

Sådan blev det ikke i år.

Nej, 15C og en lun vestenvind.
Det fik lidt blomster til at eksplodere:
Dette er min første tulipan - den overhalede de rene botaniske inden om, det er Tulipa kaufmanniana "Corona"


Min Fritillaria stenanthera "Ingachsai" har spurtet, nu er stænglen kommet med, den strækker sig.
Det hele ser noget mindre ud end sidste år, men vi er selvfølgelig heller ikke helt færdige.


Og årets afskeds hilsen fra en stribe Krokus: Crocus vernus "Vanguard".
Løgene havde jeg placeret under græstørven. 
Stænglerne borede sig fint igennem, det tog måske lidt længere tid, så de viste sig lidt senere. 

Godt at fordele blomstringen lidt!


mandag den 17. marts 2014

April kom tidligt i år



Og mens regn og sol afløser hinanden vokser planterne som de bedst kan.

Min Stenanthera bliver ved med at lave blomsterne nede i jordhøjde.
Ja, det ser måske noget aparte ud - sidste år havde denne Fritillaria stenanthera "ingachsai" skudt en flot stængel op, hvor blomsterne så sad ud fra - i år er det hidtil lidt temmelig meget anderledes.

Alletiders at vi ikke får samme syn hvert år! 
Og heller ikke samme tid: I år er den nok 1½ måned tidligere.

Stormen Carl lagde  en masse Crocus ned, men ikke de kraftige botaniske.
Her er det Crocus vernus
Og næste hold blomster gør sig parat - tulipanen forrest er en Tulipa hageri.

Og min Heuchera skyder nyt - prægtige farver uanset årstiden, her er det TerraNovas "Autumn Leaves" Fra mit store indkøb i 2010 hos Dirk i Belgien.

Så ja, en slags april, bare en måned tidligere - hvad kan det ikke blive til?



lørdag den 15. marts 2014

Mens det stormede




Jeg fik ordnet gårsdagens billeder, her nu under stormen som de døbte: Carl.

Så her er lige et udpluk:


I den sidste sol før stormen: Iris reticulata x histrioides "George" - fængslende bag sine egne blade.


Og jeg så efter hundetænder - denne tand -Erythronium x "White Beauty"- ser dejlig sund og frisk ud, og har ikke rigtig ladet sig speede op, af det vildt varme vejr.


Fra min sending fra Belgien: En Podophyllum versipelle, der ser ud til at være i god vækst efter ompotningen


Jeg har nævnt det før - men nu ligner det et faktum, mange af mine "ITOH" hybrid pæoner har skud fra stammen som en træpæon. Det er noget jeg ellers kun har læst om: "Det kan indimellem ske i lande med middelhavsklima". 

Der findes dem der nægter at tro at klimaet forandrer sig, jeg synes vi får små tegn på det hele tiden.





torsdag den 13. marts 2014

Martagon



Jeg må have overset den, eller troet det var noget andet.

Men der er ingen tvivl. Dette er Lilium martagon "slate select":
Og den har ikke bare kigget op. Nej, den er i fuld gang med sin sæson.

"Slate Select" har faktisk ikke været en udpræget succes i haven. Den har ikke blomstret før og er hurtigt visnet bort i løbet af sommeren.

Så selv om det er mindst 1½ måned for tidligt. Ja, så er den meget velkommen!  

Måske den vil vise sig mere - dette aparte år?

Nå, jeg må også hellere vise dagens blomst:

Crocus vernus "Vanguard" med sine milde fine farver på kronbladende og flotte kontrast med det stærkt orange indre.


Crocus vernus er en pænt stor Crocus - Den er blandet ind i rigtig mange af de større kendte kryds.

"Vanguard" er dog selv blot en selektion udvalgt af den legendariske C.G. van Tubergen i 1934.


Med ønsket om at vi undgår hård nattefrost!


tirsdag den 11. marts 2014

Stop! den skal ikke blomstre endnu...


Midt i begejstringen over alt det der sker i haven, ligger der en nagende følelse af at det går for hurtigt lige nu - alt for hurtigt.

Ja, 11 marts er datoen og se lige her:
Min Fritillaria stenanthera "ingachsai" er dårligt kommet op som knop, før den blomstrer, og det alt for tidligt og helt nede ved jorden.
Tja hvad skal man sige? Jeg har vist det normale forløb her.

Det er bare at håbe at vejret holder sig så nogenlunde, Vejrudsigterne skifter meget, men vi får vist mere normalt martsvejr fra fredag af.

Også andet er fremmeligt:
Dette skud var ikke oppe for 3 dage siden og allerede nu titter blomsterstanden frem - det er en anden Fritillaria - F. persica "Ivory Bells".

Og så er der pæonerne:
Nej, ingen tvivl om at denne Rockiipæon har tænkt sig at vise sin mørke blomst.

Også den store sending jeg fik fra Ole Larsen ser godt ud, rigtig godt, alle planter skyder:
Tror dette er en mere "klassisk" Rock´s pæon, det er som om man kan ane de kommende farver på udspringets kulør.


Her er Allium "Ambassador", der leger maj måned, og nu ser jeg, meteorologerne truer med sne i næste uge... 

Jeg håber at alt dette. Ja, alt der er kommet igang, klarer sig!



søndag den 9. marts 2014

De miskendte Krokus



Miskendte?

Ja, igen i år er det let at se, her i blogland, at det tidlige forårs blomst klart er Krokus!

Vinterens er Helleborus og nu er det Krokus!

Og ligeså sikkert er det, at denne viden har en tendens til at sive, og mere spektakulære blomster vil blive prioriteret på eftersommerens indkøbsliste.

Sådan gik det for mig sidste år, i år skal det blive anderledes!

Så derfor dette nedslag - jeg bilder mig ind, at jeg husker ting bedre når jeg skriver dem ned også.

Nå, men her er de så, netop gårsdagens Krokus:





Resultatet af et hurtigt køb i Netto - eller var det REMA1000? For en del år siden.

Nærmest gratis - og stor stor glæde.

Nye varianter opstår, er det "sports" eller fordi de har frøformeret sig? 
Jeg tror det sidste:

Tilbage har jeg 3 forskellige botaniske Crocus, men de kommer i blomst langt senere - de storblomstrede, vi ofte ser, er fremavlet for at blomstre vildt tidligt, altså nu!

så resten må jeg spændt vente på!


fredag den 7. marts 2014

Nu kommer solen



Idag havde vi lidt mat sol før de grå skyer kom rullende fra vest.

Og en ny solhungrende Krokus benyttede sig lige af det, og åbnede sig!

En køn lille sag, Crocus chrysanthus "Cream Beauty". Knap så højtråbende som de mere gule typer, mere elegant synes jeg!



Og der er også andet på vej. Her over er det Fritillaria stenanthera. I år mere end en måned tidligere på færde end sidste år
Også Fritillaria persica "Ivory Bells" er dukket op. Noget har spist af den, og frilagt det indre - men mon ikke den klarer sig?

Og i weekenden er vi blevet lovet masser af sol og på søndag op til 12 grader! 
Det gør bestemt ikke noget!
Det er ideelt vejr for planterne, så mon ikke endnu mere nyt vil give sig til kende?



søndag den 2. marts 2014

Koen van Poucke




Joda, jeg har da benyttet mig af det varme vejr!
Årets første indkøb er vel ankommet.

Og det er unægtelig spændende sager:
Det hele er fra Koen van Poucke - Han driver en specialiseret lille planteskole i det hollandske Belgien.
Her er der et superudvalg i sjældne planteslægter og arter.

Der er faktisk ikke rigtig noget der er ordinært her. Har han en Dicentra eller en Thalictrum er det nogen man ikke finder mange steder og når jeg googler kommer der ingen danske hits. 
Der er meget lidt Bilka over dette!

En specialitet er Epimedium, jeg fik 8 forskellige:
Dagen idag er gået med at få meget af alt dette i potter, af hensyn til fragten var jorden jo rystet af planterne, og jeg synes trods alt at det er meget tidligt på året at plante direkte ud.
Koen van Poucke får min anbefaling og er røget direkte op i min linkssamling - som du finder i fanen her foroven - alt ser godt og totalt ordentligt ud! 

Og så må jeg lige vise denne her:

det er Iris magnifica, der bare har fuld fart på! Og selvom den ser ud som om den lige har fået sig et bad, virker den super sund!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...