onsdag den 31. juli 2013

Brændt af i juli?


Ja, er det hele blevet brændt af i juli?

Er der ikke noget til resten af året?

Denne fantastiske måned vil blive husket for varmen og tørken!

Og for at planterne virkelig spurtede og mer end indhentede den lange vinter.

Mine liljer er 14 dage tidligere end de plejer:



Lilium henryi totalt tidlig.

Og her uden sommerfugl, den ligner ret godt Jans fra hans sidste indslag:



Og Leslie Woodriffs geniale kryds: Black Beauty, hvor henryi indgår med halvdelen.



Sheherazade er et kryds mellen BB og Thunderbolt:



Du kan tydeligt se "Thunderbolt" indflydelsen i hele grundfarven



Sheherazade er årets højeste med 2 meter og 20 cm, jeg har aldrig før haft så stor en lilje, bemærk den lille "Kushi Maya" - nærmest som bunddække her.

Men lad mig også vise hvordan tørken kan være hård:



Dette skulle have været "Golden Splendour", indtørret og afstødt, knipser jeg til det, så falder det af. Så nej, ingen blomster her - det må vi have til gode til næste år!

Jeg tror kun jeg har 3 liljer tilbage - der kommer til at blomstre i august.

Hvad skal fornøje os resten af året?

Når jeg ser mig omkring ser jeg alligevel en hel del, så optimismen sejrer, og der er nok til mange Nedslag!

Og måske man skal til at anskaffe sig flere remonterende arter?







tirsdag den 30. juli 2013

Kender du denne daglilje?



Ja ja, jeg ved det godt. Der er tusindvis forskellige dagliljer, der kommer hundredevis nye hver dag, og så kan de se totalt forskellige ud, alt efter hvor de vokser, eller hvordan de fotograferes.

Men det kunne jo være du kendte den alligevel, så her er den:



Det er den bagerste der er ukendt, den klare røde i midten er "Chicago Aztec".
Og i forgrunden ser du denne:



"Ferris Wheel" en fin spider ting!

Nej, det er denne, i mine papirer står der bare: Daglilje 09...



Og jeg kan jo godt lide at vide hvad der gror i haven!

Eller hvilke dyr her er - hvad er dette dog for et insekt?




En fantastisk græshoppe lignende fyr, med antenner der er 3 gange så lange som den selv, og tilsyneladende uden vinger.  
Den er ny for mig!


mandag den 29. juli 2013

En JL hybrid

At se en helt ny hybrid for første gang er noget af en oplevelse!

Vil du se med?

Dette er Thunderbolt x 4N trumpet - et John Lykkegaard kryds:



Den præsenterer sig godt: Flot stor hvid med et markant orange center. 

Duften er overvældende!



Her fanget med mit lommekamera, for bedre dybdeskarphed, sådan at begge blomster kommer rimeligt med.

Thunderbolt er en triploid orange/gul sag, der kan ses på dette link

John har krydset denne med en 4N (=tetraploid - kromosomfordoblet) trumpet.

Jeg gætter på at denne trumpet har været hvid - måske en Lilium regale type?

Det er alt jeg ved. Og nå ja, så selvfølgelig min egen lille indsats: At jeg såede frø i foråret 2010, og har passet dem siden. Sidste år var den 25cm , i år er den en 50cm høj.

Her er lidt flere billeder, for også svirrefluerne er vilde!



Der sidder en.



Der sidder to.



Og nu er de her alle tre -  

Det er Episyrphus balteatus "Dobbeltbåndet Svirreflue" jeg tror den lever af pollen!



lørdag den 27. juli 2013

Fyldt eller enkelt? Dagens afstemning! Opdateret!




Idag blomstrer her 2 forskellige ensata Iris! 

Ens på mange måder, men alligevel så forskellige - jeg er spændt på hvilken du foretrækker!

Den første er fyldt og har den typiske fremavlede lige fremtoning:



Den hedder "Rakka no utage" 

Du får den lige oppefra:



Nu kommer min anden kandidat:



Denne Iris ensata "Momozomo" er i samme farvetoner, men ser jo helt anderledes ud!



Meget tættere på udgangspunktet men i en helt helt anden stil!

Man ville nemt kunne forledes til at tro det er forskellige arter. 

Begge har deres baggrund i japan:

Den japanske ensata forædling har flere spor - det fyldte og det enkelte er de 2 vigtigste og mest markante (og dem jeg viser). Der er indimellem nærmest fjendskab mellem de 2 lejre - et andet spor er at få tørketålende varianter.

Hvilken foretrækker du?

Jeg har lavet en afstemningsboks til højre, og håber at den virker teknisk bedre denne gang. 

Og du er som altid velkommen med kommentarer herunder!

Opdateret mandag 29 juli.
Nedslaget er set 312 gange, min lille afstemning er lukket nu, der er nærmest dødt løb må man sige.


Min egen mening? 
Jeg vurderer nok fra blomst til blomst - jeg tenderer mon det enkle - forhindrer det fyldte blomstens naturlige funktioner, pollinering og frøsætning så står jeg af.

torsdag den 25. juli 2013

Dagens asiatiske liljer og en amerikaner




I denne hede springer hele bundtet af skud ud næsten samtidigt, store klaser af overdådige blomster i trængsel.



"Cappucino" og "Landini" super frodige.


Og her et af mine egne kryds - ikke noget jeg egentlig praler af - men det er et af de første så.....



Blomster i mængder her!


Og Lilium pardalinum læner sig op af ambassadøren, den har lidt noget i tørken , men står efter vandingen igen lidt rankere.





Her er det "Kushi Maya" der skal til at vise sig! sidste år tog jeg de store løg med til Sverige - så dette er resterne.



Jeg er stort set sluppet for liljebiller i år  - vinteren var godt for noget!



tirsdag den 23. juli 2013

En dags hurtige dagliljer - Hemerocallis

Lad os begynde med en ny flot favorit. 



Ja, "Red suspender" en imponerende stor sag, sprudlende og alt andet end tilbageholdende - som du ser er den af spidertype.



"Ed Murray" virker noget mindre spectakulær og også mindre ren i farven - nærmest "broken".



Her er det "Destined to see" som jeg også tror lader sig påvirke af hedebølgen.



Her igen "Rose in snow". Efter lidt vandplaskeri. Den hvide kant der kan skimtes, må illudere sne...




Årets foreløbigt mest imponerende er selvfølgelig igen "Klaus Hadaschik" med denne dybe fløjlsagtige  farve der er så svær at beskrive og iøvrigt at fotografere - 

Du fik lige 2 billeder, nuancerne er utallige!


mandag den 22. juli 2013

Mindre dyr og et bær




Min elg Otto - har forladt mig for en tid. 

Folk, biler og stor grillfest - nej, det er ikke lige Otto, han er mere til fred og ro, så han er flyttet ned bag søen for en tid. 

Mon ikke han snart kommer tilbage?

Nu hvor også jeg tager afsted.

Men her er jo andre dyr, og selv om de er mindre, er nogen endda rigtig flotte:




En flot sommerfugl med et blåt skær når den flyver - herfra, hvor jeg kan gå på nettet, er den i massevis. På det sidste billede, sidder den på min computers antenne, hvad mon den finder derinde med snablen?









En sjov fætter! det er nok en humlebi - men med dækvinger som en bille.










En stålorm  - Anguis fragilis - eller som de siger her: "Kopparorm".  Der er mange i år - og som du nok ved, er de totalt ufarlige.


Og jeg havde vist lovet et bær, det bliver dette: Multebær, multer, hjortron -Rubus chamaemorus
På nogle moser er der rigtig mange af disse velsmagende bær!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...